Designer hos Balenciaga: “Det er en luksus, at jeg kan få lov at være kreativ og fokusere på det, jeg er god til”

Kristine Sehested-Blad har altid drømt om at være modedesigner, og da hun som barn og ung fik at vide, at det var en god idé med en plan B, vendte hun hver gang tilbage til designerdrømmen. Selv da hun slog sig på modebranchen og trak sig fra den, blev hun trukket ind i branchen igen. På den måde virker hun til at høre til i en branche, hvor der bag den perfekte facade kan være et hårdt arbejdsmiljø, men som alligevel er blevet hendes levevej og et sted til at udfolde sine kreative idéer. Hos Balenciaga har hun fundet sin rette hylde, og der har hun nu været som designer i tre år. Læs hendes historie her.

“Jeg har nok altid drømt om at blive modedesigner, men det var ret abstrakt for mig, hvad det indebar. Jeg fik ofte at vide, at jeg burde have en plan B, så jeg har haft tidspunkter, hvor jeg overvejede at lave noget andet. Jeg kunne godt have set mig selv som journalist eller forfatter. Det har i hvert fald altid handlet om noget kreativt – noget med at skabe. Der var også en periode, hvor det at være kunstner interesserede mig, men jeg vendte altid tilbage til at ville være designer.

Man skal altid følge sin drøm, synes jeg. Man kan godt have en plan B, hvis det giver én tryghed, men man skal også passe på, at den ikke tager gassen af plan A. Først da jeg startede på designskolen, begyndte det at føles håndgribeligt, at jeg faktisk kunne blive modedesigner. Det var der, at det begyndte at føles konkret.

Jeg studerede min bachelor i mode på Designskolen Kolding og tog efterfølgende en kandidat på KADK (som nu hedder Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, red.). Derefter startede jeg i praktik hos Maison Margiela i Paris, og blev så ansat og var der i tre år. I Frankrig får man løn som praktikant, men den er ikke særlig høj. Det dækkede det basale, men ikke mere end det. Jeg så det som en investering i min karriere og var indforstået med, at arbejdsdagene var lange, og pengene små.

Da jeg stoppede hos Margiela, tog jeg en pause fra modebranchen. Jeg havde nok fået, hvad man vil kalde et burnout, og det var egentlig derfor, jeg sagde op… sådan lidt ud af det blå. Det var bare et rigtig, rigtig hårdt arbejde. Det var også rigtig sjovt, men ikke så holdbart i længden. Og sådan tror jeg, desværre, at der er mange, der slår sig lidt på modebranchen. Det kan være virkelig svært at få det til at blive en bæredygtig karriere – også for ens fysiske og mentale helbred. Efter jeg stoppede, var jeg meget tvivl, om jeg overhovedet skulle være i modebranchen.

Det var Balenciaga, der kontaktede mig til den stilling, jeg sidder i nu. De rakte ud otte måneder efter, jeg stoppede hos Margiela. Det er meget normalt i de store modehuse, at man bliver kontaktet af headhuntere eller bliver anbefalet gennem sit netværk. I starten kan det føles svært at sparke døren til branchen ind, men efterfølgende er det en lille verden.

Det føltes omkostningsfrit at sige ja, eftersom de tog kontakt til mig, hvilket gav mig mod på at give modebranchen en chance mere. Jeg havde jo ikke lagt en masse energi i at være ude og fiske efter det. Jeg så jobbet hos Balenciaga som en lakmus-test af, om jeg skulle blive i modebranchen eller finde på noget andet. Så jeg sagde ja –  nok også drevet lidt af den hype, der var omkring brandet. Samtidig havde jeg stadig en appetit på mode og ville ikke give op på den karrierevej.

Heldigvis er jeg rigtig glad for at være hos Balenciaga. Det er en god virksomhed, og det er nok en af de bedste i branchen i forhold til at have en god balance mellem arbejde og privatliv. Det er den generelle virksomhedsstruktur og -mentalitet i Balenciaga, at der skal være plads til et sundt privatliv. Selvfølgelig skal man stadig selv holde fast sine rytmer, rutiner og behov og insistere på de grænser, man måtte have, men jeg synes efterhånden, at jeg har fundet den rette rytme.

Det er nok begrænset, hvor mange krav man kan stille til sin arbejdsplads, når man lige er kommet ud fra designskolen, men efterhånden som man opbygger noget anciennitet, synes jeg godt, at man med ro i maven må sætte nogle personlige grænser for, hvad man vil være med til. Men det handler nok også i høj grad om, hvilken virksomhed man er hos. Hos Margiela var arbejdskulturen ret ekstrem, og jeg blev hurtigt lullet ind i at tro, at det var normalt at arbejde fra klokken 9 om morgenen til midnat.

Men det var aldrig noget, jeg vænnede mig til eller følte mig godt tilpas i: den måde at arbejde på, og at det fyldte alt. Arbejdet føltes som hele ens liv og identitet, og det var med til, at jeg var lang tid om at sige op, for man bliver indoktrineret til at tro, at det er hele ens liv. Min selvfølelse og selvtillid var i høj grad præget og påvirket af, hvorvidt jeg følte mig anerkendt på arbejde, og det føltes ikke så sundt.

For mig handler det om at stille spørgsmålet: hvem er du, når du tager arbejdet ud af ligningen? Og det lyder sørgeligt, men personligt har jeg på flere tidspunkter frygtet, at mit arbejde var alt, jeg var, og samtidig også det, der gjorde mig interessant. Derfor kan det føles skræmmende at forlade en arbejdssituation, selvom den er dårlig og slider dig op. Det har lidt været fortællingen i modebranchen i mange, mange år, at dit arbejde er hele din identitet, og at hvis du virkelig vil det, så kræver det, at man er villig til at ofre sin nattesøvn og sit privatliv. Og det håber jeg, kan ændre sig.

Det er vigtigt at være en holdspiller, når man er designer i et stort modehus. Det kræver jobbet virkelig. På designskolen kan der godt være en tendens til, at man bliver opdraget til at køre solo, men ude i branchen handler det ikke om ét enkelt geni, men i langt højere grad om samarbejde og kommunikation og at give plads. Det handler om at skabe et godt produkt og ikke nødvendigvis om ens egen lille vision. I sidste ende arbejder man jo under en kreativ direktør, og det er ham eller hende, der skal stå inde for alt, hvad virksomheden sætter i verden, og holde styr på virksomhedens vision. Men de fleste designere ender med at være en del af et designteam, og der skal man kunne samarbejde.

Det bedste ved mit arbejde er, at det bare er virkelig sjovt. Selvfølgelig ikke altid og hver dag, men langt det meste af tiden. Som jeg oplever det, så har du mere frihed, jo større en virksomhed du arbejder i, for jo mere specialiseret bliver du også, da der er langt flere led og flere afdelinger til for eksempel at tage sig af produktion, økonomi og så videre. Derfor arbejder jeg jo meget fokuseret med design, og har ikke så meget med de andre dele af “hjulet” at gøre. Og det er jo virkelig en luksus som kreativ, at jeg bare kan få lov at være kreativ og fokusere på det, jeg er god til. Og det at være kreativ og have det sjovt og føle sig forløst på arbejdet, er ikke noget, som er alle forundt, så det føler jeg mig meget heldig over.

Alle kreative vil nok sige, at det er sjovest, når der bliver sagt ja til idéer. Og det gør der meget på mit arbejde. Der er ikke så mange begrænsninger, og der er mulighed for at undersøge og udvikle mange skøre idéer. Det er fedt at få lov at arbejde med nogle ting, som er så out there. Så kan det godt være, at det ikke er alle idéer, som kommer hele vejen i produktion eller ender i showet, men der er plads til at undersøge og udvikle ting og prøve det af. Og så føler jeg mig heldig over, at jeg arbejder et sted, hvor jeg kan relatere til produktet og laver ting, jeg gerne selv vil gå i. Det er en kæmpe kvalitet.

Min dagligdag er meget dynamisk. Man laver mange forskellige ting som designer lige fra at skitsere, drapere eller stå og prøve ting af på en gine og eksperimentere, som jo er den sjove del, til problemløsning og brandslukning, hvis man kan kalde det det. Når man udvikler et produkt, render man altid ind i problemer i forhold til at gå fra idé til det endelige produkt. Der ligger samtidig noget meget kreativt i at blive udfordret og være nødt til at finde på løsninger, når noget ikke fungerer.

I dag tror jeg ikke, at det er modebranchen, der driver mig. Det føles lidt naivt at tænke tilbage på den fascination, jeg havde af modebranchen som ung. Bag facaden har det vist sig ikke at være så glamourøst. Nu handler det mere om en skabertrang og det at være en del af noget, som folk synes er fedt og spændende. Og så må det, jeg laver, gerne gøre en forskel. Det var ikke noget, jeg tænkte særlig meget over, da jeg først havde en drøm om at arbejde i modebranchen, men det er kommet til at fylde meget mere. For mig betyder det meget ikke at sætte alt muligt ekstra lort i verden, men at forsøge at skabe noget, der er meningsfuldt for mig selv og dem, der køber det produkt, jeg er med til at udvikle.

Det bedste, man kan gøre som designer, er, at lave et godt produkt. Altså noget, som ikke går i stykker, og som folk beholder i mange år – bruge gode materialer og lave et produkt, som kan overleve. Et produkt, som kan holde længe, både holdbarhedsmæssigt, men også æstetisk. Der er allerede så mange produkter i den her verden, så jeg synes, det er vigtigt at overveje hvorfor, og hvad det er, man skaber.”