Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KULTUR

Danmarks næste tøjdesignere vil vise, hvad det kræver at lave rigtig godt tøj

Da finalen af sæson 2 af Danmarks næste tøjdesigner i går løb over skærmen, blev de tre finalister udfordret på både værdier og manglende produktionserfaring, men gik alligevel alle derfra med aftaler i hånden.
Da finalen af sæson 2 af Danmarks næste tøjdesigner i går løb over skærmen, blev de tre finalister udfordret på både værdier og manglende produktionserfaring, men gik alligevel alle derfra med aftaler i hånden.

“Jeg er jo nyuddannet, så alt det med produktion har jeg ikke fået skabt,” lyder det fra Anne-Kathrine Bech Rønn, da hun viser sin kollektion frem for indkøbere fra henholdsvis Boozt, Storm, Magasin og Mads Nørgaard i finalen af Danmarks Næste Tøjdesigner.

Og netop det med at få en kollektion sat i produktion er den sidste store udfordring for de unge designere, der igennem en audition og fire konkurrencer har kæmpet om at stå foran de fire indkøbere. Og selvom konkurrencen er tilrettelagt sådan, at den skulle kunne møde de konkurrerende på det niveau, de hver især er på, kunne det være interessant i højere grad at italesætte de udfordringer og krav, en gængs produktion medfører. Både for at hjælpe designerne på vej, så de ved, hvad den kollektion, de designer, skal leve op til, og i public service-øjemed, så seerne får større indblik i, hvordan en moderne tøjproduktion fungerer – langt væk fra deltagernes symaskiner på spiseborde og i soveværelser.

Hos Boozt kan de godt se potentialet i Anne-Kathrine Bechs kollektion, og hun ender med at lande en indkøbsaftale på 300.000 kroner, og går dermed hjem med programmets største aftale. Produktionsforholdene har de senere fået styr på ved at få hende indsluset hos DK Companys produktionsfaciliteter.

Anne-Kathrine Bech Rønn foran sin finalekollektion.
Anne-Kathrine Bech Rønn foran sin finalekollektion.

“Det er jo det, alle os unge designere har brug for hjælp med: den her produktionsmekanisme. Så jeg er ret heldig, at Boozt sørger for at hjælpe på den front,” lyder det fra Anne-Kathrine Bech Rønn til Fashion Forum kort tid inden finalen bliver sendt i fjernsynet.

Det er længe siden, finalen blev optaget, så arbejdet med at få kollektionen i produktion og senere sat til salg er i fuld gang. Og i produktionen er der – heldigvis – også plads til at holde fast i nogle af de værdier, som deltagerne i denne sæson, ligesom i den første, vægter højt og ofte italesætter. Det er værdier som ansvarlighed, kvalitet, genanvendelse af materialer, langtidsholdbart design og bæredygtighed, selvom lige dét ord er et, deltagerne nødigt vil bruge. De ved godt, at det er et stort ord. For Anne-Kathrine Bech Rønn handler det blandt andet om at bruge materialer, som ikke skal nyproduceres.

LÆS OGSÅ: Jeg holder fast i håbet for sæson 2 af Danmarks næste tøjdesigner

“Der er jo tit rester fra andre virksomheders produktion, og det har jeg fået mulighed for at arbejde med. Så der vil være dele af kollektionen, som er limited edition, og senere kan det være, at den samme style kommer i andre materialer. Jeg synes, at det er vigtigt med ansvarligheden i alt, hvad vi gør, så det er spændende, at Boozt har indgået det her samarbejde, hvor de åbner op for nogle andre og nye muligheder, de måske hidtil ikke har arbejdet så meget med. Jeg ser det som en stor mulighed for os alle sammen,” fortæller Anne-Kathrine Bech Rønn videre om samarbejdet og uddyber, at hele kollektionen vil bestå af deadstock- og andre restmaterialer.

“Jeg skulle kunne stå ved det”

Men Anne-Kathrine Bech Rønn er ikke den eneste af de tre finalister, der får en aftale i hus. Det gør de faktisk alle tre – og det er til trods for at Cecilie Bønnelycke Hansen har skabt en kollektion med stor detaljerigdom, som vil være svær at sætte i produktion i stor skala. I hvert fald, hvis der skal kunne tjenes penge på tøjet samtidig. Gennem hele programmet har Cecilie Bønnelycke Hansen haft stort fokus på justerbart tøj, som kan ændre størrelse, udtryk og form alt efter brugerens behov og ønsker. Og derfor er det godt, at alle fire indkøbere ikke opererer i lige stor skala.

Rasmus Storm fra butikken Storm kan nemlig godt se værdien i et blåt sæt med snører og bindebånd, som gerne må udkomme lidt mere eksklusivt i hans butik. Derfor ender han med at lave en aftale med Cecilie Bønnelycke Hansen om at købe for 30.000 kroner, og “så kan det være, at vi siger: ’Vi laver mere’,” som Rasmus Storm formulerer det i finalen.

Cecilie Bønnelycke Hansen (th.), der præsenterer sin finalekollektion.
Cecilie Bønnelycke Hansen (th.), der præsenterer sin finalekollektion.

“Til finalen var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle gøre med produktionen, men vi fik noget sparring af Søren og Susanne (Søren Le Schmidt og Susanne Guldager, de to dommere i programmet, red.), og de sagde begge, at produktionen skulle vi nok finde ud af, og det kunne de hjælpe mig med. Så det endte med at blive en god aftale,” fortæller Cecilie Bønnelycke Hansen om finalen.

Hun fortæller, at de andre indkøbere også overvejede at komme med et bud, men at det ville være på bekostning af, at der skulle skæres ned på nogle detaljer, så der ville være færre justerbare dele og trim. Det er ikke noget, man ser i programmet, men det gør præmissen for konkurrencen uklar, at en deltager bliver udfordret på sine værdier, hvis hun vil have mulighed for indgå en større indkøbsaftale. Spørgsmålet er, hvad det vil gøre ved kreativiteten og designniveauet i eventuelle kommende sæsoner. Er der plads til at gå all in på detaljerigdom, kvalitetsmaterialer og grundigt håndværk, hvis det alligevel bare skal barberes af, når det skal sættes i produktion?

“Det var jeg ikke klar på. Det skal ikke bare gøres til noget kommercielt med det samme. Hvis jeg skal ud med noget, som skal være et udgangspunkt for mit brand, så skulle jeg kunne stå ved det. Gennem hele programmet har jeg lagt vægt på, at jeg gerne vil designe ansvarligt, så selvfølgelig skulle det kunne gå op i en højere enhed,” fortæller hun.

Siden finalen blev optaget, har Cecilie Bønnelycke Hansen arbejdet videre på sættet sammen med Rasmus Storm og fundet en løsning på at få det produceret ved hjælp af nogle af Søren Le Schmidts kontakter.

Et stærkt udgangspunkt

“Jeg laver tøj, jeg gerne vil sælge og gerne vil gå i. Så for mig giver det supergod mening at lave noget tøj, som er kommercielt. Og i programmet tror jeg også, at det er vigtigt i forhold til, at det ikke bliver for fjernt for seeren. Jeg har jo kunne se på nogle Facebook-kommentarer, at nogle står af, hvis de synes, at det bliver for teateragtigt,” fortæller Mads Barfod om det kommercielle aspekt, som netop er et stort fokus i Danmarks Næste Tøjdesigner.

Eftersom gevinsten ved at være med i programmet kan være en indkøbsaftale med store platforme som Boozt eller Magasin, var der for Mads Barfod også nødt til at være tænkt salg og kunder ind i ligningen. Noget som han fra start af havde set som en fordel ved at være med i programmet.

Mads Barfod med sin finalekollektion.
Mads Barfod med sin finalekollektion.

“For mig handlede finalekollektionen om at lave en form for prototyper, som jeg kunne få sparring på og så se, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der kan blive bedre. For vi havde alligevel kun tolv dage og er begrænsede af, hvilke materialer vi lige kan skaffe. For mig handlede det om at være helt åben for, hvad der findes, og hvad vi så kan flette ind,” forklarer Mads Barfod om sin tilgang til finalen.

Og den tilgang gav pote, for han endte med at gå fra finalen med en indkøbsaftale på 200.000 kroner fra Magasin og Mads Nørgaard og en aftale om PR og eksponering.

“Sparring var det vigtigste for mig. Og efter den første sæson vidste jeg, at Magasin og Mads Nørgaard havde samarbejdet før, og det gav bare rigtig meget mening for mig. Så fra start af drømte jeg om at lave et fælles samarbejde med de to,” fortæller han.

Vigtigt at have nok tid

Og netop det med at have fulgt med i den første sæson og gjort sig nogle overvejelser om denne, havde været en vigtig forudsætning for de tre finalisters deltagelse i sæson 2. Og for alle tre var det især vigtigt, at der var sket nogle ændringer i programmet siden den første sæson, som mødte kritik fra flere kanter. Særligt spørgsmålet om, hvor meget tid designerne fik til at udføre hver opgave, var noget de havde prioriteret højt.

“Det var lidt et krav fra mig, da jeg tog til castingen. Jeg ville gerne høre, hvad der skulle laves om, og jeg ville faktisk ikke være med, hvis ikke vi fik nok tid til opgaverne. Så det var rigtig positivt, at det var ændret,” lyder det fra Mads Barfod, der også havde været til casting til første sæson, men måtte springe fra, da optagelserne fandt sted samtidig med et praktikophold, han skulle på. Noget han i dag er glad for, ændringerne taget i betragtning.

Dommerne Søren Le Schmidt og Susanne Guldager sammen med de fire indkøbere Rasmus Storm, Heidi Lundehøj, Mads Nørgaard og Evelyne Burhuus Daugberg.
Dommerne Søren Le Schmidt og Susanne Guldager sammen med de fire indkøbere Rasmus Storm, Heidi Lundehøj, Mads Nørgaard og Evelyne Burhuus Daugberg.

“Jeg syntes, at det var alt for hektisk i første sæson, og derfor viste programmet heller ikke det fulde billede af, hvad man laver som designer, og hvordan branchen fungerer. Når man taler ind i bæredygtigheds- og ansvarlighedsdiskursen, er det vigtigt at man laver nogle designs, som er veludførte, og det tager tid. Det skal være langsommeligt fremfor denne her fast fashion, som går rigtig meget imod alt det, vi kæmper for i branchen,” istemmer Anne-Kathrine Bech. En holdning, hun deler med Cecilie Bønnelycke Hansen:

“Det er vigtigt for mig , at folk får en forståelse for, at tøj ikke bare tager en uge at lave, og så er det det. Jeg gad godt at lave noget, hvor man viser seerne, at det de ser i programmet, det svarer til den første prototype. Efter det ville man jo gå frem og tilbage, indtil man havde et helt færdigt produkt,” forklarer hun.

“I første sæson synes jeg ikke, at de fremviste det, de skulle, så det er jo helt fantastisk, at det er lavet lidt om. Men der er jo altid plads til forbedringer, så lad os kalde det et skridt i den rigtige retning,” afslutter Anne-Kathrine Bech.

Mads Barfods kollektion bliver lanceret i Magasin og hos Mads Nørgaard den 7. november. Anne-Kathrine Bechs kollektion bliver lanceret løbende på Boozt med første drop i oktober. Det er endnu ikke fastsat, hvornår Cecilie Bønnelyckes sæt bliver lanceret i Storm.