Blomster og bjerge: Se billederne fra Cecilie Bahnsens SS25-show i Paris
Cecilie Bahnsen præsenterede i går sin SS25-kollektion med et show under Paris Fashion Week, hvor brandets nye samarbejde med The North Face også blev vist frem.‘The Crux’ er navnet på det kritiske punkt for en bjergbestiger, der bestemmer om ruten bliver en succes eller en fiasko. Det er også navnet på Cecilie Bahnsens SS25-kollektion, hvor netop bjerge, skyer og rå natur inspirerer både farvepalette, former og stemning. Og det blev i særlig grad cementeret i Cecilie Bahnsens nye samarbejde med outdoor-brandet The North Face, der også blev præsenteret under showet:
“Denne kollektion er min hyldest til Ingrid Harshbarger, den afdøde designer hos The North Face hvis omhyggelige håndværk, jeg beundrer uendeligt. Det var dybt inspirerende at dykke ned i hendes designarv, og det blev umuligt for mig ikke at lade den indflydelse præge hele kollektionen. Det fik mig til at tilgå håndværk, funktionalitet og holdbarhed på en helt ny måde – hvor idéerne om hverdags-couture og en dybere udforskning af detaljer og brugbarhed blev sat i fokus,” fortæller Cecilie Bahnsen i en pressemeddelelse.
Jakker og tasker blev båret side om side med transparente kjoler, over- og underdele med blomster, bølgekanter og snøredetaljer. Særligt i kollektionens skulpturelle former var inspirationen fra naturen tydelig. Flere af kjolerne lignede nærmest en bjergsilhuet, hvor skuldre var smalle og skørtet voluminøst. Ligesådan var farvepaletten også holdt i sorte, hvide, blå og grønne toner – inspireret af bjergene omkring Tokyo. En inspiration hentet fra fotografier taget af den japanske kunstner Takashi Homma, der også optrådte med livemusik under showet:
“Denne kollektion er dedikeret til disse bjerge, deres inspiration og Takashis kunstneriske indflydelse,” fortæller Cecilie Bahnsen om Takashi Hommas indflydelse på kollektionen.
”Arbejdet med kollektionen vækkede en ny fascination af bjergbestigere og deres følelse af frihed og frygtløshed. Der er en styrke og kompleksitet i det, de gør, men samtidig fremstår det så yndefuldt og ubesværet, næsten som ballet – udført vertikalt på en klippekant. Min drøm er at indfange den samme modighed og elegance,” fortæller Cecilie Bahnsen.
LÆS OGSÅ: Ny CEO hos Cecilie Bahnsen
Også bjergbestigning var et tema i castingen af modellerne til showet, som caster Emma Matell har stået for. Her inkluderede hun Brooke Raboutou, Molly Thompson-Smith og Solenne Piret, der alle er professionelle klatrere.