Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk home accessories brand bag samarbejde med Kelly Rutherford

“So I told him: Forget it, I don’t care if it’s Murakami. It clashes with my sofa.”

Med denne første linje manifesterede Gossip Girl-karakteren Lily van der Woodsen sig, ikke kun som et modeikon, men også som en person med stærke holdninger til indretning. Ikke meget anderledes end personen bag, skuespiller og nu også Instagram-modefænomen Kelly Rutherford, der i går talte for en mindre skare på Designmuseet i København.

Årsagen var hendes netop lancerede samarbejde med det danske brand August Sandgren, en mere end 100 år gammel bogbinder- og æskevirksomhed, i dag revitaliseret af Pia Kirkeskov Andersen. Hun kommer med en baggrund fra McKinsey, men fik i 2016 lov til at videreføre både navn og virksomhed fra August Sandgren-familien.

I dag har virksomheden fået etableret sig – blandt andet igennem samarbejder – og har specialiseret sig i eksklusive bokse og accessoires som notesbøger, nøgleringe med videre.  

Kelly Rutherfords sans for æstetik

Interessen for Kelly Rutherfords præcise stil og sans for æstetik, der skinner igennem på hendes sociale medier, fik Pia Kirkeskov Andersen til at række ud til hende på Instagram – og hun fik ret hurtigt et ja til samarbejdet, fortæller de til talken, modereret af chefredaktør på Elle, Cecilie Ingdal.

“Jeg har altid elsket mode og skønhed,” fortæller Kelly Rutherford, der igennem seks år personificerede den ekstremt velhavende New Yorker-kvinde Lily van der Woodsen, men tidligere også var en del af Melrose Place-castet. Hun fortsætter:

“Siden jeg var helt lille, har jeg lavet moodboards med udklip fra magasiner, og på dem var der også en masse design, kunst og møbler, og det var min måde at skabe små verdener på, som jeg gerne ville bo i. Det var også en af grundene til, at jeg gerne ville være skuespiller, tror jeg.” 

Hertil kommer, at Kelly Rutherford har danske aner og ret ofte kan spottes i dansk design. Til æskerne har hun sammen med Pia Kirkeskov Andersen valgt et danskproduceret uldtekstil fra Kjellerup Væveri – faktisk et af deres signaturvæverier, en let uldkvalitet, der med Pia Kirkeskov Andersens ord giver følelsen af “dansk håndværk, men med en international elegance”.

Kollektionen kommer i tre forskellige farvekombinationer og er på markedet fra i dag. Lyt med i Fashion Forum på lyd i næste uge, når vi har Pia Kirkeskov Andersen i studiet til en snak om samarbejdet.

Kelly Rutherford og Pia Kirkeskov Andersen fra August Sandgren.
Kelly Rutherford og Pia Kirkeskov Andersen fra August Sandgren.

LYT OGSÅ TIL PODCASTEN: 56. Hvordan lander man et stort skuespiller-samarbejde – og hvad skal vi gøre med den dalende forbrugertillid?