“Jeg turde ikke at kigge på hende”: Rotate om deres Copenhagen Fashion Week SS25
Ovenpå en begivenhedsrig modeuge besøger Thora Valdimars og Jeanette Madsen Fashion Forum på lyd til en snak om butiksåbning, modelcast og ikke mindst Pamela Anderson på første række.“Vi havde jo hørt, at hun ville komme og sendt hende noget tøj. Men man ved jo godt, at der er meget, der kan ske, og specielt med stjerner som hende. Så da vi går forbi hende og møder hende bagefter, og hun har vores bukser på, så kan man vist ikke bede om mere,” fortæller en tydeligt stolt Thora Valdimars, da hun mandag efter modeugen besøger Fashion Forums podcaststudie.
LÆS OGSÅ: Rotate enters a new era of elegance
Stjernen, hun taler om, er Pamela Anderson, der sad på første række til Rotates show torsdag aften. Et show, der satte punktum for denne sæsons Copenhagen Fashion Week. Et ægte ‘pinch me’-moment, der kan være svært helt at forstå – selv for to så hjemmevante show-holdere, som Thora Valdimars og Jeanette Madsen.
“Jeg så, at hun smilede til os, men jeg turde ikke at kigge på hende,” istemmer Jeanette Madsen.
Oveni den store showoplevelse brugte Thora Valdimars og Jeanette Madsen modeugen på at åbne Rotates første fysiske butik. Og skiftet fra udelukkende at blive forhandlet online og i stormagasiner til nu at have sit eget fysiske sted, er essentielt for de to kreative direktører.
“Vi har indrettet butikken, så den indbyder til samtaler,” fortæller Jeanette Madsen og forklarer, at netop samtalerne med kunderne er vigtige i forhold til at lære målgruppen bedre at kende og kunne optimere både fit og design baseret på feedback.
“Lige nu skal vi skal jo vente på, at tøjet kommer i butikkerne og online, og der går så lang tid, før man hører noget feedback. Og på det tidspunkt er det svært at gøre noget ved det, for der kan nærmest nå at komme en ny kollektion i mellemtiden. Men i vores butik kommer feedbacken lige med det samme,” fortæller Thora om den hurtigere responstid, de opnår med butikken.
Hør mere om Rotates butiksåbning, show, modelcast og arbejdet med at blive B Corp-certificeret i den seneste episode af Fashion Forum på lyd på Apple Podcast, Spotify og Podimo nu.