Hvordan moden kan gøre verden (bare lidt) bedre
Denne anmeldelse er bragt i samarbejde med Bolou Fine Jewellery.
READ THE ENGLISH VERSION HERE.
Det Kongelige Akademi, tirsdag den 6. august 2024 kl. 13.00, Idrætshuset
Det kan ikke være nemt at være helt nyuddannet designer og vide, hvilken virkelighed man er på vej ud i. En virkelighed med en tøjindustri, der er løbet helt løbsk, hvor der bliver forurenet og produceret mere end nogensinde. For hvordan skal man forholde sig til en branche, som man elsker (hvilket jeg går ud fra, at de gør, siden de uddanner sig til designere) – men som man samtidig synes, bør gøre det meget bedre?
Den splittelse virkede i hvert fald til at være nærværende hos de 14 nyuddannede designere fra Det Kongelige Akademi, der i dag viste deres afgangsshow i Idrætshuset Østerbro. Der var en tydeligt samfundskritik i flere af kollektionerne, og de gav stof til eftertanke. Flere af kollektionerne virkede som kommentarer på overforbrug, som Kathrine Kirks, hvor kjoler enten havde kasseformer eller var skabt af forsendelsesindpakning med pakkelabels på – for med alt det tøj, der bliver produceret, hvor meget indpakning, er der så ikke?
Og læser man pressemeddelelsen fra Det Kongelige Akademi bliver det også tydeligt, at de studerende har lært at bruge moden som kommunikationsredskab i lige så høj grad som “bare” tøj. Formålet med programmet, som de studerende dimitterer fra, Clothing & Textiles; New Landscapes for Change er da også at finde nye løsninger og veje for modebranchen, så den kan blive ved at have en eksistensberettigelse og positiv indflydelse.
Netop det med at bruge moden som kommunikationsredskab blev meget bogstaveligt hos Juliane Rignel Jørgensen, der som en kommentar på interne konflikter i feministiske miljøer havde skrevet ord som ‘angry’ og ‘anti-feminist’ udover kropsnære styles i sort spandex-lignende stof. Kollektionen skulle starte en dialog om kvinders tendens til at kritisere hinanden, og definitionen af den rigtige måde at være feminist på. På samme måde brugte Mai Sakamoto moden som kommentar i kollektionen ‘Love Bomb’, hvor militæruniformer er upcyclet til uigenkendelighed og dermed vender et symbol på krig til noget positivt i stedet.
Nogle af kommentarerne er måske lidt on the nose, og når man ser på et skoleshow, må man også huske på, at det ikke kan anskues på samme præmisser som de etablerede brands, som allerede skal leve af at sælge. Afgangskollektionerne skal repræsentere essensen af en idé og en studerendes evner, og den skal ikke nødvendigvis kunne sælges eller ses på gaden. Til gengæld er det stadig positivt, når man kan se et mere salgbart potentiale i kollektionerne, så man kan forestille sig den pågældende designers fremtidige levevej.
Det var især tilfældet med Trine Nielsen, som i sin kollektion har helliget sig to teknikker: en form for pressefolder på kryds og tværs, som gav det sarte silkestof origami-lignende mønstre. Og så – hvad jeg gætter på er – et digitalt print, som tilføjede regnbue-nuancer til det ellers helt hvide, semitransparente underlag. Det gav et virkelig smukt resultat og en kollektion med god sammenhæng og en allerede tydelig DNA fra den nye designer, som let kan udfoldes.
Dette var også tilfældet hos Frederik Daugberg, der især med den oversize, skæve ballonkjole med forvredne tern fandt frem til et japansk look, som også let ville kunne oversættes til fulde, salgbare kollektioner – med eller uden kaninører og flagermusehatte. Og selvfølgelig skal det hele ikke handle om kommercialisering og salg, men mode skal trods alt gås med, og for det må der være en bærer.
Du kan nedenfor se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her.
