Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS25, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

(di)vision er tilbage med mindre storytelling, men samme stærke genkendelighed

Denne anmeldelse er bragt i samarbejde med Bolou Fine Jewellery

READ THE ENGLISH VERSION HERE.

(di)vision, tirsdag den 6. august 2024 kl. 19.00, Bryggervangen

“De er tilbage,” var min første tanke, da Nina Marker, som altid er fast inventar i et (di)vision-show, gik målrettet ned ad catwalken iklædt en læderjakke med den karakteristiske splitlynlås ned ad ryggen. (di)vision har været væk fra showkalenderen i to sæsoner, så at starte med et så typisk look for brandet, var et godt træk.

Det var i hvert fald tydeligt, at mange havde savnet at have (di)vision på showkalenderen, for der var rift om pladserne, og man kom godt tæt på sine sidemakkere, for ingen ville gå glip af det comeback, vi skulle til at bevidne. De shows, vi før har set fra dem, har været ret legendariske: mødet mellem aliens og rednecks i Planetariet, Woodstock-hippierne i birkeskoven og især efterfesten på Josty. (di)vision plejer at være garant for gennemført storytelling, så derfor var det selvfølgelig også det, undertegnede forventede af deres tilbagekomst på showkalenderen.

Desværre var historien ikke så gennemborende denne gang, som vi har været vant til, men derimod lod de lidt mere anonyme, rå lagerlokaler, showet fandt sted i, kollektionen stå frem og tale for sig selv. Og det gjorde den med masser af (di)vision-klassikere, som lynlåse ned gennem midten af ryggen, patchwork, lavtaljede jeans og deadstock-jakker. Men historien forblev altså noget uforløst.

Og så var der noget, som kunne spås til at blive et nyt kendetegn for brandet: lag på lag (på lag) af blandt andet boksershorts og hoodies, der på den måde fik en ekstra kant eller to ved hætter, linninger og ærmer, som havde man taget to ens på i forskellige farver. Et simpelt, men alligevel virkningsfuldt greb, som lige gav det ekstra til nogle ellers standard styles. De ekstra lag gik også igen for enden af mange ærmer, som også tilføjede noget af den lidt sløsede styling, som (di)vision mestrer, hvor det hele bare virker skødesløst cool og henkastet.

Personligt kan jeg rigtig godt lide det, når (di)vision trækker i en lidt mere pyntet og romantisk retning, og det behov blev stillet med tilføjelsen af blonder til kollektionen, som vi ikke før har set hos brandet. Det blev særligt romantisk i en kjole med masser af flæser, ulige længder og patchwork af hvide blonder i forskellige mønstre, som gik meget i retning af en rocket (di)vision-brud. Og så var det bare virkelig skønt som påsyede blondeærmer på en cykelbluse og flæser tittende ud af skjorteærmer.

Mikset af materialer og deadstock-tøj er virkelig noget (di)vision skal holde fast i. Om det er et helt outfit lavet udelukkende af tanktops eller et par overalls, hvor benene er slidset op og har fået indsat paneler af sort blonde, så understreger det brandets dna, der fra start har mikset og matchet materialer, farver og styles. Og at de holder fast i deres mission om at bruge deadstock og bevare kendetegn fra det oprindelige tøj, vidner om en stærk tro på, at det er den rette vej at gå. For selv på en frakke med masser af North Face-logoer skinner deres æstetik i gennem, så man ikke er i tvivl om, at dette er en (di)vision-frakke.

Selvom historien ikke var helt så tydelig – udover samarbejdet med hudplejebrandet The Ordinary, som afspejledes i påsyede cremer og en minikjole skabt af papæsker fra serummer – blev jeg taget lidt tilbage til mine tidlige teenageår, som har fundet sted samtidig med grundlæggerne Simon og Nanna Wicks. Soundtracket (’All the things she said’ af t.A.T.u.), Pokémon-printet på bukser, Avril Lavigne-punk-stylingen med påhængte rævehaler og sideskilningen, som er trukket helt over, og bamserne som påhæng på tasker og overdynget på en fuld frakke. Jeg savnede det fuldstøbte univers omkring kollektionen, som jeg ved, de ellers godt kan levere, men sad stadig tilbage med en teenageværelsestemning, som nok vil ramme et ømt og nostalgisk punkt hos mange af brandets tilhængere.

Du kan nedenfor se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her.

Model wearing (di)vision SS25 during Copenhagen Fashion Week