Mere opera end sport
OpéraSport viste en mere feminin version af sig selv til modeugens åbningsshow med en velbalanceret kollektion, der spillede på både nyheder og mærkets velkendte DNA.Denne anmeldelse er bragt i samarbejde med Bolou Fine Jewellery.
READ THE ENGLISH VERSION HERE.
OpéraSport, mandag den 5. august 2024 kl. 14.00, Operaparken
Copenhagen Fashion Week blev tidligere i dag skudt i gang af OpéraSport, der afholdt deres show i den nye opera park. Gæsterne sad blandt blomster og højt græs, mens modellerne kom gående af små snoede stier og med Københavns havn som et smukt baggrundstæppe, kunne ingen være i tvivl om, hvorfor København kan være nærmest magisk om sommeren.
Og netop denne location med sit samspil mellem arkitekturens elegance og natures skønhed spiller godt sammen med kollektion, hvor Awa Malina og Stephanie Gundelach – designerne bag OpéraSport – har nemlig ladet sig inspirere af formerne og farverne fra Peter Wibroes Exillion-have nord for København, en have der rummer både fransk barok, italiensk renæssance og orientalsk havekunst. Dette kom blandt andet til udtryk i store blomster broderet på vegansk læder der gik igen i kollektionen, ligesom den ellers mere nedtonede farvepalette i primært sort, hvid og lyseblå fik selskab af knaldrød og koral inspireret af havens roser.
Men der var også mange af OpéraSport’s signatur-styles i kollektionen – som sættet bestående af nederdel og bluse i sort med lyseblå flæser der åbnede showet og de asymmetriske bluser ligeledes med flæser, der har været en favorit hos mange siden mærkets start. I en tid, hvor mange kæmper for at holde sig relevante, er det også fint at se, hvordan mærket ikke blot udvikler nye styles, men formår at forny bestsellers fra tidligere kollektioner. Den draperede ’Eve’ kjole, der efterhånden er blevet en af mærkets signatur-styles, har denne sæson fået et transparent og mere sexet udtryk. Eller badedragten, båret af Mathilde Gøhler, der har fået et mere feminint tvist med små sløjfedetaljer.
Generelt virkede kollektionen mere feminin end tidligere både i dens silhuetter og materialevalg, som for eksempel den lange hvide blondekjole, eller sjaldetaljen på både en sort trenchcoat og en blåstribet skjorte. Sorte 90’er inspirerede capribukser og en sort t-shirt med en blå flæse, begge lavet i svømmemateriale, der gør dem lige så anvendelige på natklubben som i poolen – en balance som mærket altid har været gode til at spille på.
OpéraSport er et af de mærker, der langsomt bliver bedre og mere sikre på sig selv sæson for sæson, og det gjorde de helt sikkert også med den nye SS25 kollektion, der er blandt de bedste vi har set fra mærket – en lille anke er dog skoene… for selvom det er både meget populært og ansvarligt at source disse vintage, så fungerer det bare ikke altid godt på show, hvis skoene enten ikke passer eller modellerne helt enkelt ikke kan gå i dem. Det er synd fordi det trækker lidt fra helhedsoplevelsen, som ellers var virkelig virkelig fin.
Du kan nedenfor se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her.