Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Malene Malling om at skabe La Bagatelle: “En meget personlig, intim og skræmmende proces"

I den nyeste episode af Fashion Forum på lyd, reflekterer modeugeaktuelle La Bagatelle-grundlægger Malene Malling om starten på brandet, om at deltage i modeugen fra en anden vinkel og modemediernes udvikling.
I den nyeste episode af Fashion Forum på lyd, reflekterer modeugeaktuelle La Bagatelle-grundlægger Malene Malling om starten på brandet, om at deltage i modeugen fra en anden vinkel og modemediernes udvikling.

“At lave La Bagatelle har været en meget personlig, intim og skræmmende proces,” fortæller Malene Malling om forskellen på at skabe et modebrand, som hun har gjort for første gang med La Bagatelle, og så at stå på den anden side, på magasinerne, hvor hun i mange år har arbejdet som både udgiver af Cover og som modeskribent på en lang række danske og internationale publikationer.

“Det var at tage mig selv meget alvorligt. Uden at skulle lyde sindssygt selvhøjtidlig, så var det ligesom at sige, hvad kunne jeg godt tænke mig?” forklarer hun om udgangspunktet for slowfashion-brandet, hvor hvert stykke tøj netop er skabt ud fra, hvad Malene Malling selv har lyst til at have i sin garderobe.

“I virkeligheden så kommer der noget (til kollektionen, red.), når jeg synes, jeg mangler en skjorte eller en top eller en kjole. Så tænker jeg over, hvordan skal den perfekte kjole være. Det er en meget stille proces, der meget foregår i mit hoved. Og så er jeg ret langt før, jeg begynder at tale med en skrædder om, hvordan vi så rent faktisk får den følelse og det udtryk frem,” siger hun om processen.

Model er iklædt La Bagatelle
La Bagatelle. Fotograf: Rasmus Skousen.

Alt tøjet hos La Bagatelle er skræddersyet i København af eksklusive materialer, der er håndplukket fra hele verden. La Bagatelle opstod – lidt tilfældigt – under corona-nedlukningen, hvor Malene Malling var træt af at se grå sweatshirts på Instagram og begyndte at drømme om at skabe først en jakke og så en skjorte af nogle tekstiler, hun “havde købt af en gammel hippie, som havde rejst i Nepal og Japan.” Derfra voksede brandet lige så stille frem.

“Det skete ikke planlagt, men helt organisk og virkelig dejligt. Det var ikke et brand, der startede med en virksomhedsstrategi, et salgsteam og en analyse af et hul i markedet. Det skete ud fra et personligt ønske om at lave noget, der var smukt at købe ind i,” fortæller hun.

La Bagatelle
La Bagatelle. Fotograf: Emilie Holm.

Når Malene Malling på tirsdag præsenterer La Bagatelle, er det samtidig første gang, hun inviterer pressen indenfor. Indtil nu har hun fokuseret på kunderne, men nu er tiden moden til at invitere resten af modebranchen indenfor.

“Modebranchen er en branche, jeg har en meget stor kærlighed til, for det er jo en branche, jeg trods alt har brugt hele mit liv på. Så jeg vil også gøre mig rigtig meget umage. Jeg synes, at det ville være respektløst at bede folk om at komme, hvis det var noget, jeg tog sådan lidt for laissez faire på,” fortæller hun.

Et nyt perspektiv på modeugen

At Malene Malling nu skal være del af modeugen som afsender for et brand fremfor som skribent og tilskuer, giver hende endnu et perspektiv på den modeuge og modebranche, hun har fulgt udviklingen af fra begyndelsen.

“Jeg synes faktisk, at det er en branche, der gerne vil tage sig selv alvorligt og er blevet professionaliseret på virkelig fin vis. Det startede med at være en ung branche med meget energi og en stor vilje til at løfte, og modeugen er jo også kun blevet til noget, fordi der er en hel masse enkeltpersoner og brands, der har løftet den,” reflekterer hun.

Model er iklædt La Bagatelle
La Bagatelle. Fotograf: Rasmus Skousen.

“Jeg kan huske, da man startede med at tale om, at København skulle være den femte store modeuge. Dengang virkede det jo som dybt, dybt urealistisk. Men det er jo det, der sker i øjeblikket. Hele verden kigger på København, fordi der er en masse mennesker, der har været meget, meget dygtige til at tage deres arbejde alvorligt.”

Hør mere om La Bagatelle og Malene Mallings syn på modeugens udvikling i den seneste episode af Fashion Forum på lyd, som kan findes på Apple Podcast, Spotify eller Podimo nu.