Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

De skal lede Wood Wood fremad

Efter Wood Wood blev tilføjet til DK Companys portefølje i løbet af foråret, kan brandet nu præsentere sit nye management team.
Efter Wood Wood blev tilføjet til DK Companys portefølje i løbet af foråret, kan brandet nu præsentere sit nye management team.

Det har været en intens start på 2024 for Wood Wood. Men nu er tingene og ikke mindst det nye team ved at falde på plads, efter de blev opkøbt af DK Company– fortsat med den ene af medstifterne Brian SS Jensen i rollen som kreativ direktør. 

“Jeg har altid været stolt af vores brand og de mange projekter, som vi har lavet gennem tiden, og jeg er taknemmelig for muligheden for at føre det videre med et stærkt bagland i ryggen. Det er en god anledning til at finde tilbage til et mere enkelt og ærligt Wood Wood og skabe nogle kollektioner, der både respekterer vores fortid og driver udviklingen af brandet fremad,” fortæller Brian SS Jensen i en pressemeddelelse.

Udover ham vil teamet komme til at bestå af Morten Dybdahl, som fremadrettet bliver Wood Woods Brand Director og skal stå for at sætte retningen og den daglige ledelse af brandet. Han er allerede inhouse i DK Company som Brand Director for Matinique og bringer derfor denne erfaring med sig. 

“Wood Wood er et ikonisk brand, som har været med til at sætte dansk mode på landkortet gennem mange år. Vi har dyb respekt for brandet og det stærke DNA, som er opbygget over lang tid, samt evnen til at indgå i spændende collabs. Det er den arv, som vi nu skal bygge videre på,” fortæller Morten Dybdahl om vigtigheden i at bibeholde brandets arv.

Foruden disse to vil brandets management team bestå af Gitte Wetter, som tiltræder rollen som Head of Design for Wood Wood Menswear, og hun vil derfor indgå i et stærkt parløb med Brian SS Jensen. Hun har i mere end 15 år været Menswear Designer for Samsøe Samsøe og før det arbejdet for Matinique, så det er med en tung erfaring, hun tiltræder rollen.

Det nye management team skal arbejde tæt sammen om at sikre Wood Woods allerede stærke DNA og samtidig udvikle det yderligere – og med DK Companys ejerskab er forhåbningen at styrke især eksport, indkøb og logistik.