Sól Hansdóttir: “Intet er givet, og der kan sættes spørgsmålstegn ved alt”
Som Copenhagen Fashion Weeks One to Watch denne sæson vil Sól Hansdóttir vise sin vision for fremtidens femininitet og mode ved at forene modsætninger og gentænke traditionerne.Som en af Copenhagen Fashion Weeks One to Watch-udvalgte og med en baggrund fra Central Saint Martins er islandske Sól Hansdóttir trådt ind i modebranchen “for at lave beklædning, der repræsenterer min vision for modes fremtid femininitetens fremtid,” som hun selv udtrykker det. Med en streng tilgang til at source materialer, der lever op til brandets ansvarlige forretningsstrategi, er alle materialer fundet lokalt og er enten dead-stock eller upcyclede end-of-life-tekstiler. Silhuetterne kombinerer eksperimenterende tilskæring med referencer fra islandsk folklore og traditionelle håndværk.
Med andre ord: modsætninger mødes i Sól Hansdóttirs tøj, der med hendes egne ord er sexet, økologisk, fremadskuende feminint, intuitivt og “ude af drift”. Og så arbejder hun – måske vigtigst af alt for hendes praksis – antidisciplinært.
“Det handler om, hvordan jeg arbejder og ser min designpraksis. Jeg tænker næsten på brandet som naivt, ikke på en uvidende måde, men nærmere på den måde, som børn ser på verden på: som om intet er givet, og der kan sættes spørgsmålstegn ved alt. Det er dét, antidisciplinær betyder for mig, og jeg tror, vi har brug for det for at bringe moden fremad,” fortæller hun og forklarer videre, hvordan det afspejles i hendes arbejde:
“Den antidisciplinære tilgang informerer alle trin i processen og den måde, jeg griber tingene an på. Hvordan jeg tænker over ting, skaber koncepter og “af-ser” tingene. Det får mig til at tænke på nye måder at tilskære, nye måder at drapere, alternative måder at vælge materialer og ukonventionelle måder at fremvise på.”
Sól Hansdóttir er udnævnt som One to Watch sammen med Stem og Bonnetje. Hendes univers kan opleves under Copenhagen Fashion Week SS25, hvor hun er en del af den officielle præsentationskalender med ugens første præsentation mandag den 5. august.
“Jeg føler mig meget beæret og taknemmelig for tilliden i at blive udnævnt som One To Watch af Copenhagen Fashion Week. Også, at de tror på min vision for modens fremtid! Jeg tænker samtidig på alle de mennesker, jeg arbejder med for at få dette til at ske. Vi arbejder og bevæger os sammen som én organisme, som en sværm! Ingen kvinde er en ø, og jeg vil gerne have, at folk skal vide og forstå det.”
Sól Hansdóttir viser sin præsentation mandag den 5. august klokken 14.30-16.30 i Blox, Bryghusgade 10, 1473 København K. Invitation er påkrævet.