Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

BTX Group erklæret konkurs

Med en historie, der strækker sig godt 90 år tilbage, en portefølje af fem brands og langt flere bag sig, er det en betydelig størrelse i dansk modeindustris historie, der torsdag, under navnet Brande 3. juli 2024, blev erklæret konkurs. Det skriver Finans.

Brandtex blev grundlagt i 1935 i Brande af Anna og Aage Petersen og er siden – og under nye ejere – vokset til en international forretning med en trecifret millionomsætning og en lang række butikker både i Danmark og internationalt. Og selvom koncernens størrelse fortsat er markant, er det dog en langt mindre forretning end tidligere. Op igennem særligt 1990’erne udvidede man betydeligt, dels gennem etableringen af nye brands, dels gennem opkøb af andre modevirksomheder fra virksomhedens nybyggede hovedsæde, der stod færdig i 1990.

LÆS OGSÅ: 3 brands, der genopstod fra konkurs i 2024

I dag består BTX Group af tøjmærkerne Brandtex, B. Copenhagen, Cisco, Jensen og Signature – og trods nedskalering af koncernen har det absolut ikke stået stille i de senere år. Så sent som i 2018 stiftede de to nye brands, B. Copenhagen og B. Coastline, i 2019 udvidede de med en onlinedel af deres fysiske forretninger, Like Anna, og samme år købte Grow Capital BTX Group. På den sidste dag i 2022 overtog virksomheden aktiemajoriteten i det italienske modefirma Conbipel med cirka 130 butikker.

Selvom det fremgår i det seneste årsregnskab fra BTX Group, at de kom ud med et overskud på 80 millioner kroner, har der i årene før, siden 2018, været underskud, hvilket særligt i 2019, -20 og -21 har gjort et anseeligt indhug i virksomhedens egenkapital og ledt til den aktuelle konkurs.

BTX Group har per april 2024 99 ansatte på 81 årsværk.

Fashion Forum har været i kontakt med BTX Group, der ikke ønsker at udtale sig.