Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Karl Monies, still fra filmen Perfect Chaos

Monies nye kreative direktør har intuitivt lært smykkernes sprog

Igennem fem årtier – siden 1973 – har Gerda og Nikolaj Monies skabt smykker som ekstravagante, overdådige kunstværker, der konstant har skubbet grænserne for, hvad et smykke kan være. 

Men nu overlader de rollen som kreativ direktør til deres ældste søn, Karl Monies, der har været med ind over kollektionerne de sidste cirka fem år. Og den kunstneriske åre flyder også tykt her; Karl Monies er uddannet kunster og har opbygget et navn med sine skulpturer, der driller hjernen i en leg med det velkendte objekt, som stolen, krukken, bordet, der flyder over sine grænser og af og til er nærmest kropslig.

Og netop bruddet med det konventionelle ligger også dybt forankret i brandet Monies. Fremfor at slibe og rette til har de tradition for at lade naturmaterialer hentet hjem fra hele verden shine i deres ufuldkommenhed.

“Når vi tog på ferier som barn, tog vi altid steder hen, hvor vi mine forældre kunne samle materialer. Jeg tror, det har påvirket mig. Farvet mig eller formet mig. Gjort mig til en, der samler på ting,” fortæller Karl Monies i filmen Perfect Chaos, der bliver lanceret i dag i forbindelse med annonceringen af hans overtagelse af firmaet, en overtagelse, der ikke alene er den kreative, men også rollen som direktør og eneejer af virksomheden – et ejerskab han har haft siden november 2023. 

Karl Monies, still fra filmen Perfect Chaos

Monies har i dag internationale butikker i Paris og Milano og fremstiller alle smykker på deres atelier og hovedkvarter på Toldboden i København.

“Det sprog, som mine forældre har udviklet gennem årtiers arbejde med disse materialer, har jeg intuitivt taget til mig over tid. Det sprog vil fortsætte med at ændre sig, og jeg vil sikkert ændre det til noget andet,” siger Karl Monies i filmen, hvor man også kan se hans samspil med sine forældre og arbejde på atelieret.