Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Nicolaj Reffstrup
PODCAST

Nicolaj Reffstrup om ny bog: “Det er jo ikke den endelige løsning på modebranchens problemer, men det er et bidrag til, at processen kan fortsætte”

I det nyeste afsnit af Fashion Forum på lyd fortæller Gannis Nicolaj Reffstrup om ‘The Ganni Playbook’, der giver arbejdstegningerne til Gannis mission mod at blive en ansvarlig modevirksomhed.
I det nyeste afsnit af Fashion Forum på lyd fortæller Gannis Nicolaj Reffstrup om ‘The Ganni Playbook’, der giver arbejdstegningerne til Gannis mission mod at blive en ansvarlig modevirksomhed.

“Jeg synes efterhånden, at det er så tydeligt, at vi har travlt, og at vi gør for lidt,” lyder det fra Nicolaj Reffstrup, da han i Fashion Forums podcast bliver spurgt, hvordan det er at være en klimabevidst modebrandejer.

“Jeg vil heller ikke være politiker eller arbejde i fødevareindustrien,” uddyber han.

“Grundlæggende, så tror jeg, at det allerførste, man skal indstille sig på, er, at man er nødt til at investere i det her omstilling. Om det så er folk, certificeringer, konsulenter, dyre metervarer eller det hele på én gang: så er investering væsentligt. Det skal man gøre sig klart. Og dernæst – og det fylder nok endnu mere – skal man gøre sig klart, at det også kræver, at man er villig til at ofre nogle ting,” fortsætter han om de første prioriteringer, han ser som mest nødvendige, hvis man skal skabe en mere bæredygtig modevirksomhed og i sidste ende -branche.

Og det er det, hans nyudgivne bog ‘The Ganni Playbook’ handler om. En bog, som ifølge bagsideteksten skulle være “den ultimative, hands-on guide til at lede et beslutsomt, direkte og mere ansvarligt brand.” Bogen er blevet til gennem samtaler mellem Nicolaj Reffstrup og bæredygtighedsjournalisten Brooke Roberts-Islam, som har kogt samtalerne ned til 16 konkrete råd og kapitler.

“Jeg tror ikke, at bogen er skrevet til nogen bestemt person, men til modebranchen som industri. Og for den sags skyld også til andre brancher, der er interesserede i at tage nogle af de værktøjer, vi har brugt, og så – forhåbentlig – forbedre dem, og dele dem med os andre igen på et senere tidspunkt,” siger Nicolaj Reffstrup om bogens formål.

Netop det med at dele erfaringer og viden er en af nøglestenene i bogen og – virker det til – Nicolaj Reffstrups tilgang til arbejdslivet generelt.

“Jeg kommer fra en tech-baggrund, og en af de ting, jeg syntes, var meget forskellige fra tech i forhold til fashion, var helt klart, at i tech, i hvert fald dengang, havde du en tendens til at ville dele alt. Du var meget samarbejdsvillig og open-sourced, og det drev ligesom hele branchen frem,” siger han.

“Og så kom jeg ind i tøj, hvor det var det lige det modsatte. Alt handlede om at lade som om, at du var større, end du var. Og det at dele erfaringer var i hvert fald ikke noget, der stod først på agendaen. Så jeg har altid haft en tanke om, at jeg gerne ville bidrage til, hvordan branchen kommer videre. Og det er jo ikke en perfekt bog eller den endelige løsning på alles problemer, men det er et bidrag til, at processen kan fortsætte,” afslutter Nicolaj Reffstrup.

Hør hele interviewet med Nicolaj Refstrupp i Fashion Forum på lyd nu på Podimo, Spotify eller Apple Podcasts. Bogen The Ganni Playbook er skrevet af Nicolaj Reffstrup og Brooke Roberts-Islam og udkommer i dag på Penguin Business.