Vækst i resultat og CSR-mål hos Samsøe Samsøe
Der er vækst at spore over flere områder hos Samsøe Samsøe. På trods af en dalende omsætning fra 464,5 millioner kroner i 2022 til 447,7 millioner kroner i 2023 kan Samsøe & Samsøe Whole Sale ApS i sin årsrapport berette om et øget resultat for 2023. Resultatet lander således på lige over 42 millioner kroner efter skat mod 2022’s resultat på lige knap 37,7 millioner kroner efter skat.
Samtidig med den økonomiske vækst har Samsøe Samsøe formået at forbedre sig på flere parametre indenfor deres CSR-strategi. Her har virksomheden blandt andet et mål om, at 100 procent af de anvendte materialer i produktionen i 2024 skal være i den ‘foretrukne’ kategori. Det betyder, at materialerne er enten “certificeret genanvendte, økologiske” eller “ansvarligt sourcet og verificeret af tredjeparts standarder”. I 2023 var procentdelen af foretrukne materialer på 89 procent, hvor de foretrukne materialer i 2022 udgjorde 82 procent. Så her er der altså sket et fremskridt på 7 procentpoint.
LÆS OGSÅ: 2024 har leveret vilde regnskaber – her er 5 af de mest imponerende
For at måle hvor stor en procentdel af de disse foretrukne materialer, der bruges, har Samsøe Samsøe delt materialerne op i kategorierne ‘ansvarlige’, ‘acceptable’ og ‘bør undgås’. Her anses både “ansvarlige” og “acceptable” som foretrukne, mens “bør undgås” altså stadig udgjorde 11 procent af materialerne i 2023. Det er konventionelle materialer uden certificeringer, der falder i denne kategori.
Som en del af arbejdet med at kortlægge miljøaftrykket for Samsøe Samsøe, har virksomheden indgået et samarbejde med DTU. Her har to grupper af kandidatstuderende foretaget Life Cycle Assessments for to af Samsøe Samsøes nøgle-styles, for at undersøge hvor i et produkts cyklus, den største miljøbelastning finder sted. Her fandt de studerende, at omkring 70 procent af produktets miljøpåvirkning finder sted i råmatarialestadiet, hvorfor Samsøe Samsøe fortsat vil se ind i at forbedre sit materialevalg, skriver de i årsrapporten.
Som en del af Samsøe Samsøes materialestrategi har de desuden linjen Blue Belief, hvor de bruger denim skabt med 75 procent mindre brug af vand, energi og kemi end ved konventionelt fremstillet denim. Samtidig benytter de sig kun af læder og dyreskind, som er biprodukter fra kødindustrien – alt sammen tiltag, der skal hjælpe dem mod målet om udelukkende at bruge foretrukne materialer fra i år.
Fokus på kønsbalance & bedre personalefastholdelse
I Samsøe Samsøes CSR-rapport ser man også et afsnit, som handler om social ansvarlighed, hvor det blandt andet kan ses, at virksomhedens fastholdelsesrate på baggrund af flere HR-tiltag er steget fra 2,94 år i 2022 til 3,67 år i 2023. Derudover ser Samsøe Samsøe ind i at skabe kønsbalance i både bestyrelsen og ledelsen. I bestyrelsen er kun 25 procent – en ud af fire – af medlemmerne kvinder, mens ledelsen består af ni kvinder og otte mænd.
“I kernen af vores forretning er målet om at skabe langtidsholdbare produkter, som kan blive værdsat i mange år frem. Vores kernebæredygtighedssøjler er materialebæredygtighed, sporbarhed, ansvar for forsyningskæden og cirkularitet. Disse søjler guider vores arbejde, mens vi sigter efter at forbedre os på vores ansvarlighedsrejse,” konkluderes det i Samsøe Samsøes CSR-rapport, mens der i årsrapporten sættes et mål om et årsresultat på mellem 44 og 50 millioner kroner i 2024.