Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Billede af strømpebukser, der hænger til tørre

B Corp-certificeret strømpefirma solgt

MpDenmark står bag opkøbet af det 12 år gamle Dear Denier.
MpDenmark står bag opkøbet af det 12 år gamle Dear Denier.

“Vi er megastolte og glade over at kunne dele nyheden om, at mpDenmark har købt Dear Denier. Det er i den grad en mærkedag for Katrine Drost Lewinsky og mig,” lyder det fra Frederik Drost Lewinsky, der sammen med sin kone indtil for nyligt har ejet størstedelen af det B Corp-certificerede strømpebrand, der blev startet af Katrine Drost Lewinsky i 2012.

Men nu er virksomheden, der især er blevet kendt for sine bestræbelser på at skabe en strømpeproduktion, der har mindst mulig påvirkning på miljøet, altså blevet solgt til mpDenmark. MpDanmark ejer desuden mpKids, MELTON, GoBabyGo, Sneakyfox og mpWoman.

“Dear Denier har skabt noget helt særligt, og vi glæder os til at bringe brandet længere ud i verden og føre deres brand-DNA og grønne initiativer videre. Det stærke fokus på kvalitet, pasform, innovation og miljø matcher perfekt vores egne strategiske mål og værdisæt,” siger Louise Fjord, der er kommerciel direktør hos mpDenmark i en pressemeddelelse. 

Det er mpDenmarks mål at udvide salget af Dear Denier på de 40 markeder, hvor de i forvejen er aktive. Derudover vil de også indføre nye produkter, der ifølge Louise Fjord skal være med til at styrke brandets både nationale og internationale markedsposition.

Strømper og strømpebukser er en produktkategori, der lider under en høj grad af ’brug- og smid væk’, hvilket er noget af det, som Dear Denier har forsøgt at gøre op med via en række initiativer – og en energieffektiv produktion. Derfor har det også været væsentligt for opkøbet, at mpDanmark ligeledes havde en profil med fokus på certificeringer og ordentlige produktionsforhold, hvilket de blandt andet er med til at sikre med en Oeko-Tex-certificering og egen fabrik i Letland. 

“Vi er stolte over det, vi har opnået med Dear Denier gennem 12 år. Vi har været med til at ændre forbrugerens holdning til strømper og strømpebukser. Vi har skabt et brand, der både har en luksuriøs og en miljøvenlig position med mange loyale kunder. Og det på et område, der ellers er kendetegnet ved køb og smid væk, samt lav loyalitet. mpDenmark deler vores vision om en mere bæredygtig fremtid og har samme kærlighed til produktet som os. Og virksomheden har de nødvendige erfaringer, kræfter og evner til at bære brandet videre,” lyder det fra Katrine Drost Lewinsky.