Copenhagen Fashion Week sætter præsentationer på showkalenderen
Fra SS25-udgaven af Copenhagen Fashion Week vil organisationen bag modeugen inkorporere præsentationer på den officielle kalender. Dette sker for at imødekomme en branche i forandring og for også “at afspejle den nordiske modeindustris kreative landskab”, som Copenhagen Fashion Week skriver på deres hjemmeside.
Fusionen vil give mere plads til flere brands, der fra den kommende SS25-modeuge har mulighed for også at nå indkøbere, influencere og presse med præsentationer. Disse kommer til at ligge i totimers slots på tværs af show-tiderne. Meningen med det lange tidsrum er, at det skal give modeugens gæster mulighed for at deltage i præsentationerne ind i mellem shows.
Hvor kravene til et show er ret specifikke; det skal være et runway-show, have minimum 16 looks og 120 gæster inviteret, ja, så er der mere frie rammer omkring præsentationsformatet. Dog er der en række parametre, som også præsentationen også skal leve op til. Blandt andet skal man som gæst have mulighed for at gå ind og ud af præsentationen over en to-timers periode og stadig få den fulde oplevelse – det vil sige ingen runway-shows under præsentationen. Dertil kommer, at præsentationen skal indeholde minimum 8 looks, men derudover kan formatet være alt fra en performance til en installation af modeller til en manifestering af branduniverset.
Brands, der ønsker at deltage på den officielle kalender, skal – uanset om de vil ansøge om at holde show eller en præsentation ansøge via denne ansøgningsform med deadline allerede 8. april.