Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Mark Tan AW24
COPENHAGEN FASHION WEEK AW24, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

I krydsfeltet mellem maskuline og feminine koder excellerer MKDT

Med udgangspunkt i 1920’ernes dekadence og opbrud viste Caroline Engelgaard endnu en gang, at Mark Kenly Domino Tan mikser kønskoderne på smukkeste vis.
Med udgangspunkt i 1920’ernes dekadence og opbrud viste Caroline Engelgaard endnu en gang, at Mark Kenly Domino Tan mikser kønskoderne på smukkeste vis.

READ THE ENGLISH VERSION HERE

Mark Kenly Domino Tan, torsdag den 1. februar 2024 klokken 13.00, Hotel D’Angleterre

At AW24-kollektionen fra Mark Kenly Domino Tan var inspireret af piloten Amelia Earhart, var et træk, som sammen med omgivelserne i D’angleterres Palmehave gav en grandios stemning af old wealth. Men selvom kollektionen havde tydelige referencer fra tidligere tider, var der intet old over den. Det var opdateret og friskt, og stylet med store, skulpturelle sølvsmykker fra smykkedesigneren Amalie Grauengaard fik det kant og modernitet.

Farvepaletten var forholdsvis neutral med mest grå, hvid og sort, og så var der en mørk rødbrun på silketaft, der gik igen i en lysere version i brunmeleret uld på bukser og frakker. På få styles var der brugt et print i grå og hvid, en abstraktion over luftfotos af landskaber. Der var brugt en råhvid uldkvalitet i løstvævede tern, som fungerede på tørklæder og draperet om livet som nederdel. 

Luftfartsinspirationen var tydeligst i de to pilotjakker – den ene meget klassisk i grå med mørkegrå pelsdetaljer på krave, ærmer og bund, mens den anden havde fået skiftet pelskraven ud med en rund, vatteret krave – stadig holdt i grå. Pelskraven gik til gengæld igen på en kort læderblazer, der dermed blev til en sofistikeret nytolkning af pilotjakken. Og det er jo her – i overtøjet – at MKDT så ofte brillerer. Så mens en lang frakke nok ikke er særlig praktisk for en pilot, er det nok også godt, at vi ikke alle sammen skal ind og sidde i et lille fly og i stedet kan nyde de smukke frakker med metervarer i overflod. Metervarer i tyk, grånistret uld, der til gengæld skulle være inspireret af gamle flytæpper og dermed stadig holdt sig til temaet.

Der var masser af garderobeklassikere i kollektionen, som også ligger dybt i brandets DNA: blazere, trenchcoats, skjorter, dobbeltradede frakker og bukser, bukser, bukser. Alle items oprindeligt lånt fra herregarderoben til kvinderne, men netop noget, som begyndte at blive mere og mere almindeligt for kvinderne at gå i i løbet af 1920’erne, som tydeligt havde været en stærk inspiration i kollektionen.  Og selvom mange af looksne var bygget op ad typisk maskuline beklædningsdele, gjorde stylingen med smykker og sløjfer dem super feminine. Feminine, men med den kraft, der udstråles af netop den type kvinder, der i sin tid overtog maskuline fag og dyder, præcis ligesom Amelia Earhart.

For med både uniformsdetaljer og power dressing var der en selvsikkerhed over kollektionen, som samtidig virkede meget ubesværet og selvfølgelig. Det er lækre kvaliteter og meget klassisk MKDT med pieces, som vil kunne leve meget længe i garderoben og blive ved at glæde.

Denne sæson fik vi også bukserne i en ultrahøjtaljet version, som gik helt op til brystet i et smalt, korsagelignende snit. Andre bukser var stylet med et skærf for samme effekt. Sammen med knælange, sorte støvler eller voluminøse overdele var der noget både uniformelt og dressed up over looket. De lange støvler samt ballerinaer var lavet i læder i et samarbejde med Utzon, og med de udelukkende flade sko understregede det kollektionens kraftfuldhed. Her var ingen kvinder gjort hjælpeløse af usikre stiletter, men var klar til arbejde og aktivitet, hvis nødvendigt.

Der var også enkelte herreindgange i showet, som næsten lige så vel kunne have været til kvinder som til herrer, for MKDT formår at lægge sig så fint i krydsfeltet, hvor det ville være oplagt at dele garderobe med sin partner, det værende sig mand, kvinde eller andet. Det største problem ville nok bare være at blive enige om, hvem der skulle have lov at have den smukke frakke på i dag. Alt i alt var det endnu en mere end vellykket kollektion fra Caroline Engelgaards side hos MKDT.

Du kan se et udvalg af billeder fra showet nedenfor. Se hele kollektionen her.

Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24
Mark Tan AW24