Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Wood Wood AW24
COPENHAGEN FASHION WEEK AW24, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Stilheden blev et greb hos Wood Wood

Ved sæsonens hidtil mest stille show så vi den første fulde kollektion fra de nye kreative direktører hos Wood Wood, som balancerede mellem det sarte og det grove.
Ved sæsonens hidtil mest stille show så vi den første fulde kollektion fra de nye kreative direktører hos Wood Wood, som balancerede mellem det sarte og det grove.

READ THE ENGLISH VERSION HERE

Wood Wood, onsdag den 31. januar 2024 klokken 15.00, Thorvaldsen Museum

Jeg har i en anden anmeldelse denne sæson fremhævet musik, som et kraftfuldt virkemiddel ved et show. Nu viser det sig, at det i den grad også er et kraftfuldt om end lidt besynderligt greb at udelade musikken ved et show. Således startede Wood Woods AW24-show noget forvirrende ud, da den første model trådte ind på gulvet uden det beat, der plejer at skærpe publikums opmærksomhed. Stilheden fortsatte under hele showet, så det eneste, der kunne høres, var modellernes trin, kameraernes klikken, lidt hvisken i krogene og det lejlighedsvise undertrykte grin her og der. For det var altså lidt komisk med den fraværende musik.

Om stilheden skulle signalere, at nu er der ro på bagsmækken og i kulissen efter det turbulente år, Wood Wood har haft, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det lod da i hvert fald også tøjet tale for sig selv. Og der var masser af velkendte Wood Wood-referencer ved denne kollektion, som er den første fra Nana Aganovic og Brooke Taylor, der begge tiltrådte rollerne som kreative direktører 1. august 2023.

Den figursyede jakke med lynlås i neopren er et godt eksempel på dette. Et godt hverdagspiece med et sporty look, der både kan styles i en mere pæn office attire-retning eller i en mere outdoorsy retning alt efter smag og behag. Ligeså med læderminiskirtet, der fik kant af grove lynlåse i siderne. Og den grove lynlås kom igen til sin ret i et par superhøjtaljede, sorte bukser med en bred ribkant og lynlåsen som centerpiece.

Og sådan var det med det meste af kollektionen: det var en balance mellem det grove og det sarte, det klassiske og det sporty. Noget der også blev understreget i stylingen, hvor en ankellang tanktop-kjole i sort jersey var sat over en sprød, hvid skjorte med store ærmer og opslået krave. Og i looket med blanke, grove læderbukser stylet med nålestribede skjorter. Tre styks af samme slags for at være nøjagtig, stylet i lag ovenpå hinanden – en tendens vi ser mere og mere i denne uge.

Sort var den dominerende farve sammen med alle nuancer af brun, mens en dyb koboltblå med hvide, broderede stjerner, en gul, næsten guld, velour og en rosa satinkvalitet hver især fungerede som skillere for hver af showets sektioner.

Der var som sådan ikke nogle outstanding pieces, men det var en meget gennemarbejdet kollektion. Og med det vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved fravalget af musik. For hvis det handler om, at lade tøjet – kunsten – tale for sig selv i Thorvaldsens smukke lokaler, talte det måske ikke helt højt nok, og jeg savnede lidt af netop kunsten, noget wow-faktor. Men kollektionen knyttede bånd med den DNA som Wood Wood udspringer af og på den måde, kan det virke som om brandet igen er ved at lande i sig selv. Og det var godt tøj, som nemt kan komme ud og leve på gaden.

Du kan se et udvalg af billeder fra showet nedenfor. Se hele kollektionen her.

Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24
Wood Wood AW24