Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Sophia Roe træder ud af The Garment

“Vi udtrykker vores tak til Sophia for samarbejdet og ønsker hende held og lykke i hendes fremtidige bestræbelser.”  

Med så kort en besked meddeler The Garment i dag, at influencer Sophia Roe er ude af ejerkredsen, der fremover består af Jakob Berre Eriksen, Charlotte og Niels Eskildsen. Sophia Roe var med til at stifte brandet sammen med Charlotte Eskildsen i 2020. 

Og det er en sund forretning, som parret, der også står bag Designers Remix, kører videre. I en pressemeddelelse skriver de: 

“I løbet af det seneste regnskabsår har The Garment næsten tredoblet sin omsætning, og vækstforløbet fortsætter ind i indeværende år med en bemærkelsesværdig stigning på 140 procent i ordreindgangen for den seneste Pre-Fall 2024-kollektion.”

Blandt brandets internationale nøgleforhandlere finder man Ssense, Luisa via Roma, I.T. Hong Kong, Beaker Korea, Les Samaritaines, The Frankie Shop og 24S, ligesom de fortsætter samarbejdet med det italienske skomærke Gia Borghini. 

The Garment har igennem de sidste fem sæsoner holdt show under Copenhagen Fashion Week og vil igen være at finde den 31. januar 2024, hvor de holder show i Moltkes Palæ.