Dansk sneaker-univers rykker til Paris
Blot et halvt år efter, at Naked Copenhagen overtog Casa Shops lokaler i Store Regnegade i København og dermed rykkede ind deres hidtil største butik, udvider de nu også til Paris.
Dette sker i forbindelse med sneaker-shoppens 20 års-jubilæum.
“Siden vores åbning i 2004 har Paris altid været en drøm for os. At se denne drøm blive til virkelighed er ikke kun et forretningsmål, men også en personlig milepæl, der bekræfter behovet for at skabe rum, hvor kvinder kan mødes og inspirere hinanden,” lyder det fra Stine Pedersen, administrerende direktør og medstifter, der dermed understreger, at Naked Copenhagen blev skabt som et modspil i en maskulint domineret kultur.
I en pressemeddelelse skriver brandet, at de med dette nye kapitel “fortsætter med at repræsentere den voksende stemme for kvinder inden for sneaker-industrien og bruger muligheden til at styrke og inspirere deres fællesskab og sikre, at der skabes plads til dem, der historisk set er blevet overset.”
Den nye butik, der åbner i Paris’ centrale Le Marais-distrikt, folder sig ud over 300 kvadratmeter og er designet i samarbejde med Alpine Office og arkitekt Daniel Kutlesovski. De samme rene linjer som i Store Regnegade kan genkendes, og i interiøret forenes skandinaviske og franske takter med gule vægge, blå podier, børstet aluminium og terrazzofliser.
I en digital tid, hvor Naked Copenhagen i bedste velgående trives som online-destination, markerer de med butikken også vigtigheden af den fysiske butik som samlingspunkt, hvor de kan showcase danske brands som OpéraSPORT, Kernemilk, Oval Square og Niko June og internationale navne som Martine Rose og Aries.
Butikken åbner i dag den 16. januar 2023 i 38 Rue Sainte-Croix de la Bretonnerie, Paris