Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Hun har brugt 3 år på at udvikle sin zero-waste-væveteknik. Nu fortolker 15 kunstnere Stems materiale på ny udstilling

I denne weekend kan du opleve en række unge kunstnere og designeres take på Sarah Brunnhubers vævede Stem-tekstiler.
I denne weekend kan du opleve en række unge kunstnere og designeres take på Sarah Brunnhubers vævede Stem-tekstiler.

Med en innovativ tilgang til tøjproduktion og et ønske om at udvikle sig gennem samarbejder grundlagde Sarah Brunnhuber i 2021 virksomheden Stem. Her producerer hun tøj ved hjælp af en avanceret og patenteret væveteknik, som sørger for, at tøjet er skabt helt uden spild. Og for at skubbe til ønsket om samarbejder har Sarah Brunnhuber nu inviteret 15 unge designere og kunstnere til at genfortolke tekstilerne fra hendes første kollektion, Edition 1.

Det har resulteret i udstillingen Edition 1, Take 2, som du kan opleve i denne weekend, hvis din vej går forbi Nørrebro i København. Udstillingen er den første i rækken af projekter, som har til formål at udforske de mange muligheder, som Stems væveteknik tilbyder. Og de 15 kunstnere og designere har i Stems tekstiler skabt alt fra skulpturer, tasker og kjoler til kunstværker, frakker og en skammel.

Se blandt andet, hvordan Marie Sloth-Rousing sammen med Anna Clarisse Holck Wæhrens har skabt ærmeskånere og et forklæde, eller hvordan Nicklas Skovgaard har genfortolket Stems tekstil i en kjole, side om side med de andre værker fra Mads Hilbert (DK), Tiscar Espadas (ES), Mathilde Mortensen (DK), Rikke Krogsgaard Mikkelsen (DK), Jens Ole Árnason (DK), Tim Van der Loo (NL), Azur (FR), Rkive City (IN), Sia Hurtigkarl Degel (DK), Tronhjem Rømer (DK) og Asier Quintana (ES).

Udstillingen finder sted 1.-3. december hos Inter.pblc på Hamletsgade 6, 2200 København N. Der er åbningsreception fredag den 1. december klokken 18-22 med en særlig optræden klokken 18.30. Lørdag og søndag er der åbent henholdsvist klokken 13-17 og 12-17.

Du kan se et udvalg af de udstillede værker herunder:

Forklæde fra den performative installation ‘The Appetiser’ skabt af modeugens ‘One to Watch’ Marie Sloth-Rousing og Anna Clarisse Holck Wæhrens, som tilsammen har grundlagt studiet SMARCH WORLD.
Maleri af Mads Hilbert håndmalet med olie- og akrylmaling på Stem-tekstil. Mads Hilbert studerer på Det Fynske Kunstakademi og har sin første soloudstilling på V1 Gallery i foråret.
Loom Stool, som er inspireret af en skaftevæv, skabt af Sia Hurtigkarl Degel. Sarah Brunnhubers første eksperimenter til Stem foregik på en skaftevæv, så med skamlen hylder Sia Hurtigkarl Degel brandets historie.
Skulptur af Jens Ole Árnason, skabt af et par Stem-bukser. Jens Ole Árnason er kunstner og designer, hvor han arbejder med tekstilet som omdrejningspunkt. Mange kan måske huske ham fra DR-programmet ‘Danmarks næste tøjdesigner’ fra efteråret 2023.
Klassisk Nicklas Skovgaard-kjole skabt i Stems tekstiler. Nicklas Skovgaard debuterede som showbrand ved Copenhagen Fashion Week SS24, og ved AW24-modeugen lægger han for med ugens første show.
Med en særlig foldeteknik og få sting har franske Azur skabt dette værk, som har rester af silkestof vævet ind som motiv. Grundlagt i Marseille i 2019 af Lisa Favreau og Lisa Guedel-Dolle, udfordrer Azur traditionerne med en kunstnerisk og intuitiv tilgang til håndværket.
Rikke Krogsgaard Mikkelsen arbejder med mode for at udfordre og udforske feministiske emner som krop, sensualitet og opfattelsen af det feminine gennem sammensmeltningen af referencer fra nutid og fortid.