“Et ikonisk stykke design, der forener sports-, mode- og designhistorie"
Få indblik i landsholdstrøjen som et stykke kultur- og designhistorie, når Designmuseum Danmark slår dørene op til pop up-udstillingen ’LET’S PLAY – hummels 100 år med ikoniske fodboldtrøjer’.“Det er måske ikke hver dag, at man ser en fodboldtrøje i en museumsmontre, men Hummels karakteristiske landsholdstrøje fra VM i 1986 står virkelig som et ikonisk stykke design, der forener sports-, mode- og designhistorie.”
Sådan fortæller Anne-Louise Sommer, direktør for Designmuseum Danmark, i en pressemeddelelse om museets nye pop-up udstilling ’LET’S PLAY – hummels 100 år med ikoniske fodboldtrøjer’. En udstilling, der i anledningen af Hummels jubilæum undersøger landsholdstrøjens kultur- og designhistorie med hovedfokus på den ikoniske 1986-trøje, der oprindeligt blev designet af Birgit Leitner og Anne-Mette Ernst. Derfor er netop hovedværket i udstillingen et såkaldt matchworn- eksemplar af trøjen, som var med på banen ved VM i Mexico i 1986.
“Fodboldtrøjen som modefænomen trender nu mere end nogensinde – som symbol på fællesskab og sammenhold – og som et folkeligt designobjekt, der samler os på tværs af alder, køn og geografi. Vi er, på Designmuseum Danmark, utroligt glade for samarbejdet med Hummel, som ikke blot er en unik mulighed for at fejre 100-års jubilæet for et vigtigt dansk designbrand, men også viser, hvor bredt designfeltet i virkeligheden spænder,” fortsætter Anne-Louise Sommer, hvortil Hummels CEO, Allan Vad Nielsen, supplerer:
“Der er ingen tvivl om, at den danske landsholdstrøje fra 1986 repræsenterer Hummels designmæssige ’Mona Lisa’ gennem de sidste 100 år – og det er en stor ære, at vi nu kan udstille trøjen på Designmuseum Danmark ved siden af ikoniske designklassikere. Ved at kombinere fodboldverdenens sportskultur med museets finkultur ønsker vi at skabe en unik dynamik, der giver et fascinerende indblik i fodboldtrøjens kultur- og designhistorie. Udstillingen er derfor ikke kun en hyldest til vores kærlighed for sporten, men også en fejring af den kulturelle og designmæssige arv, som Hummel har været en del af i de sidste 100 år.”
Udstillingen åbner i dag, den 17. november, frem til den 3. december 2023 og er gratis at besøge.