Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Bliver Black Friday 2023 endnu en sort dag for detailhandlen?

Ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv, forventer danskerne at bruge op mod 25 procent færre penge på Black Friday i år – og det vil ramme en detailhandel, der i forvejen er i knæ.
Ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv, forventer danskerne at bruge op mod 25 procent færre penge på Black Friday i år – og det vil ramme en detailhandel, der i forvejen er i knæ.

Det er hårde tider i den danske detailhandel. Og hvis man er en af de virksomheder, som bakker op om og satser stort på Black Friday til at løsne op for de tilbageholdende forbrugere og løfte omsætningen, så bliver man potentielt skuffet i år.

Dansk Erhverv, der hvert år undersøger danskernes forventninger til Black Friday, har nu udgivet prognosen for i år. Den spår, at det generelle afdæmpede forbrugsadfærd, som vi har set i 2023, også vil ramme Black Friday.

Ifølge analysen, forventer danskerne i år at bruge omkring 3,4 milliarder kroner på Black Friday – altså 20-25 procent mindre end i 2022. Og det får Dansk Erhvervs e-handelsdirektør, Niels Ralund, til at spå om endnu vildere tilbud i kamp om forbrugerne:

“Det er desværre ikke overraskende, at danskerne holder på pengene, for det har de gjort hele året. Men at deres forventninger til Black Friday peger på et fald på over 20 procent i forhold til 2022 er meget skuffende. Så der bliver kamp mellem butikkerne for at levere de bedste tilbud for at tiltrække kunderne,” siger han i en pressemeddelelse.

Færre forbrugere regner med at handle

I analysen, der er lavet af Norstat for Dansk Erhverv, ses det desuden, at der i år også er færre forbrugere, der regner med at benytte sig af de store besparelser. 29 procent af danskerne har svaret, at de forventer at købe noget på Black Friday mod 36 procent sidste år.

Der er dog også dele af analysen, der er i tråd med de seneste år. Det gælder både danskernes stigende nethandel på Black Friday samt brugen af tilbuddene til at sætte gang i julehandlen. Otte ud af ti forbrugere har herunder svaret i år, at de vil købe julegaver, når de handler på årets største handelsdag.

“Vi har i andre analyser set, at pris spiller en stigende rolle i danskernes forbrug, så mit håb var, at Black Friday med de mange tilbud var startskuddet til et større salg for detailbutikkerne op til jul. Men mon ikke at jagten på de gode tilbud stiger i takt med, at ønskesedlerne til jul bliver skrevet, da der ofte købes julegaver ved Black Friday,” siger Niels Ralund.

Fokus på oplevelser frem for forbrugsgoder

Men hvad kommer danskerne så til at købe på Black Friday – der for manges tilfælde snarere kan kaldes Black Week eller Black Month. Også her er der potentielt dårligt nyt for detailhandlen, eftersom forbrugerne har skiftet deres fokus fra konkrete forbrugsgoder som eksempelvis mode til oplevelse.  

“Det, vi kan se i øjeblikket, er et virkelig lavt forbrug på forbrugsgoder som for eksempel møbler, hobbyartikler og til dels også tøj. Forbruget er til gengæld højt, når det gælder rejser, kultur og fritidsoplevelser samt restauranter og hoteller,” lyder det til Berlingske fra cheføkonom i Danske Bank Las Olsen, som mener, det kommer til at ramme en “i forvejen hårdt ramt detailhandel,” hvis dét forbrugsmønster kommer til at smitte af på Black Friday.

“Vi ser faktisk et meget lavt forbrug i forhold til vores indkomst. Vi bruger en usædvanligt lille del af vores indkomst i øjeblikket. Det skyldes nok også den store usikkerhed omkring økonomien,” lyder det videre fra Las Olsen.

Ligesom Niels Ralund fra Dansk Erhverv tror han, der er udsigt til ekstra gode tilbud i år. Ikke kun på grund af den øgede konkurrence mellem virksomhederne, men også deres behov for at få tømt de lige nu overfyldte lagre, der ifølge Danske Bank er på det højeste i over ti år grundet det generelt faldende salg i den danske detailhandel.  

Hør podcasten: Hold din forretning i gang i en krisetid