Danmark fik sine næste tøjdesignere, men for hvilken pris?

I går rullede finaleafsnittet af ‘Danmarks næste tøjdesigner’ over skærmen. I seks uger har vi fulgt de 12 designere, undervejs reduceret til fire, som til slut skulle præsentere hver sin minikollektion for fire indkøbere fra Magasin, Boozt, Storm og Mads Nørgaard med målet om at få en kollektion sat i produktion. To af deltagerne endte med at gå derfra med konkrete indkøbsaftaler. Cengiz Güdücü fik en indkøbsaftale med Magasin på 100.000 kroner samt budget til marketing og PR, hvor Søren Le Schmidt med sine kontakter vil hjælpe ham i gang med at skalere produktionen op. Vibe Juul Thomsen gik derfra med en indkøbsaftale på 150.000 kroner fra Magasin samt en støttepakke til produktion, markedsføring og salg, som alt i alt er omkring 300.000 kroner værd. Derudover skal Vibe Juul Thomsen lave et samarbejde med Mads Nørgaard som en del af aftalen.

De andre finalister, Jens Skov Østergaard og Rasmus Seidlitz, fik ingen indkøbsaftaler, men aftaler om sparring og videre hjælp. Og den del af programmet er sådan set rigtig god. Deltagerne bliver mødt på det niveau, de er på. De får tilbudt den hjælp, de har brug for nu og her til at komme videre med deres virke. Men jeg må indrømme, at jeg har siddet med sammenspændte kæber og svedige håndflader gennem programmets andre afsnit. For hvorfor har deltagerne skulle gå så meget på kompromis med sig selv og deres håndværk? Og hvorfor skulle det hele gå så stærkt?

Et enormt tidspres

I hvert afsnit har de deltagende lavet tøj, som de har fået ned til blot to timer til at lave.

“Det er jo rædselsfuldt, når man gerne vil gøre noget godt og gennemført. Jeg er jo ikke nogen kinesisk fabrik,” udbryder deltageren Adam Shazard under en af konkurrencerne, mens han med ti minutter til deadline er nødt til at trække sig fra kaosset på systuen og få en tiltrængt rygepause.

Er det virkelig det, vi skal kræve af Danmarks næste tøjdesignere? At de skal træde ind i den mølle af hastighed og fornyelse, der allerede er for meget af i tøjindustrien? Burde et public service-organ som DR ikke gå forrest og vise, hvordan fremtidens designere skal tænke og skabe tøj? Tøj, der kan holde længe. Tøj, vi vil passe på, og tøj, som ikke skal skiftes ud efter tre vaske.

Her havde DR alletiders chance for at vise forbrugerne, hvad kreativitet og godt håndværk er. Hvorfor godt håndværk tager tid og koster penge. På den måde havde de måske kunnet skubbe bare en lille gruppe seere over mod et mere bevidst forbrug. Et forbrug, hvor kvalitet vægter højere end kvantitet, og hvor det giver mening at passe på og beholde tøjet længe. For slet ikke at tale om det kæmpe uudnyttede potentiale for at sætte fokus på ikke bare branchens problemer, men også nye løsninger i den allerbedste sendetid og overfor den brede danske befolkning.

Men den chance falder komplet til jorden, når programmets dommere, stylist Anja Camilla Alajdi og tøjdesigner Søren Le Schmidt, hele tiden efterspørger hastighed og mere kommercielt tøj. De har ellers fundet en gruppe virkeligt dygtige designere, som alle har håndværk, langsommelighed og “gemmetøj,” som Vibe Juul Thomsen kalder det, på agendaen. Det tegnede så godt under casting-afsnittet, da vi først mødte de tolv designere, hvoraf nogle er studerende på landets designskoler, en enkelt stadig går i folkeskole, og et par stykker er færdiguddannede som designere eller skræddere.

En uklar præmis

Jeg får lyst til at spørge: hvorfor bliver en designer, hvis primære håndværk er strik, og en, hvis primære håndværk er patchwork – to notorisk langsommelige håndværksformer – castet til programmet? De har fra starten ingen chance, når selv de deltagere, som er virkelig stærke på syning og konstruktion har svært ved at nå at blive færdige med opgaverne til tiden. Og de ender derfor at gå på kompromis med det, de er bedst til, med deres design-DNA, og bliver som følge deraf smidt ud tidligt i programmet.

Alt imens dommerne til sidst brokker sig over, at en jakke – som er syet på seks timer – ikke er foret. “Hvad vil I have?!” fristes man til at råbe.

Og selv for Vibe Juul Thomsen, der endte med at gå fra programmet med den største indkøbsaftale, har det ikke været let at navigere i programmet. I et interview med DR afslører hun, at hun efter programmets optagelser har været sygemeldt med stress i to måneder på grund af det pres, hun oplevede i konkurrencen. Er det virkelig den hverdag, Danmarks næste tøjdesigner skal ud i? Det er ikke noget nyt, at designtalenter oplever et uhørt pres, hvor der sjældent er råd til husleje og materialer. Men måske er det ikke den virkelighed, der skal pushes. Måske skulle et DR-program have gået forrest for at vise, at virkeligheden godt kan være en anden. En hverdag med plads til håndværk, kreativitet og nul stress-sygemeldinger.

Har mødt kritik fra flere kanter

Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har haft det svært med ’Danmarks næste tøjdesigner’. Mens programmet har kørt, er det blevet mødt af kritik. Senest i Information, hvor blandt andre Else Skjold, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi, er medunderskriver på et indlæg, og dommen lyder:

“Samlet set bliver ’Danmarks næste tøjdesigner’ en sørgelig parodi på tøjindustriens manglende ageren i den grønne omstilling. Dermed ignorerer DR, at tøjproduktion skader planeten, og at tøjdesign, som alt andet design, skal have et formål og forbedre hverdagen, som søsterprogrammet ’Danmarks næste klassiker’ har lært os.”

Og kritikken af konkurrencens vilkår ligger også lige under overfladen for de deltagende designere. Adam Shazard er i et afsnit klar til at gå, hvis dommerne ikke kan lide hans tøj og stil. Hvorfor har de så valgt ham til at være med, som han spørger. Og da deltageren Mathilde Mortensen bliver smidt ud, reagerer Jens Skov Østergaard med vantro overfor Anja Camilla Alajdis begrundelse. En scene, der understreger det store skel mellem deltagerne og dommernes ønsker og mål for konkurrencen.

På den måde synes jeg ikke, at programmet får udnyttet sit fulde potentiale. Designerne er helt klar til at gentænke modesystemet og har evnerne til det. Den bold skulle de have grebet i programmet og startet en samtale om, hvilket modesystem, der er brug for. Ville DR finde fremtidens næste tøjdesigner, eller ville de bare skabe den næste store, kommercielle succes? Med tanke på klimaets tilstand og den nærtforestående tekstilstrategi fra EU giver sidstnævnte ikke meget mening. Jeg håber, at dette var en generalprøve, og at en eventuel sæson to løfter opgaven bedre.