Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Elle Awards 2023: Årets vindere

Fredag aften blev både den danske modebranche og nogle af samtidens mest markante stemmer og organisationer hyldet til Elle Awards.
Fredag aften blev både den danske modebranche og nogle af samtidens mest markante stemmer og organisationer hyldet til Elle Awards.

I et stramt kurateret æstetisk univers af sort- og hvidklædte gæster og udsmykning fejrede dansk Elle med Elle Awards fredag aften både sine 15 år på hylderne og sin raison d’etre: modebranchen. Gennem aftenen blev der uddelt 13 priser til vindere, der ad flere omgange i aftenens mange taler understregede, at moden og industrien tegner et billede med langt flere nuancer end aftenens monokrome tema. Den hvide scene gav plads til ord, der rummede det politiske, det personlige, det vrede, det sårbare.

Margrethe Vestager lod klimakrisen og behovet for en voksen og ansvarsbevidst modebranche fylde sin tale, inden hun gav prisen som Årets præstation til Stine Goya. Pernille Teisbæk, der fik den særlige Elle-pris fra magasinets redaktion, har netop født sit fjerde barn og lod alt det, der ligger bag hendes – med egne ord – polerede og beige univers tage plads i sin takketale. Og selvom det var en modefest, blev der med priser som Årets stemme (A Seat at the Table), Årets ansvarlige (Røde Kors) og Årets unge-pris (Milo Kinnock) også hyldest til dem, der indirekte er med til at påvirke modens sprog. Og så var der de priser, som gik direkte til nogle af dem, der har markeret sig i den danske industri i løbet af det forgange år:

Caroline Engelgaar, der under modeugen i august viste sin første fulde kollektion for Mark Kenly Domino Tan, har på kort tid leveret så overbevisende, at hun fik prisen som Årets designer overrakt af skuespilleren Lily Collins. Kristoffer Kongshaug tog med Forza Collective prisen som Årets nye navn og Tekla med sine tykke håndklæder og allestedsnærværende pyjamasbukser, og som i år har åbnet flagship store i Vognmagergade i København, vandt som Årets brand.

”For præcis 15 år siden udkom Elle i Danmark for første gang, og det stod hurtigt klart for os, at vi med en titel, der betyder ’hende’ var – og fortsat er – forpligtet til nysgerrigt at afsøge grænser, snitflader og se muligheder. Mode stikker så meget dybere end tøj, og vi har i 15 år fokuseret på at fortælle historier, der bare måtte fortælles, vist mode, der inspirerer, rører og flytter læserne. Vi har skrevet om skønhed, der nytter og ikke mindst om mennesker, der bevæger. Det er vi utroligt stolte af,” lød det fra chefredaktør for det danske Elle igennem magasinets 15 år Cecilie Ingdal.

Se alle vinderne af Elle Awards 2023:

Elle-prisen: Pernille Teisbæk

Årets nye navn: Forza Collective

Årets stemme: A Seat At The Table

Årets modebegivenhed: (di)vision

Årets designer: Caroline Engelgaar for Mark Kenly Domino Tan

Årets skønhedsbrand: Rudolph Care

Årets brand: Tekla

Årets samarbejde: Cecilie Bahnsen x Asics

Årets smykkebrand: Sophie Bille Brahe

Årets kreative: Kasper Andersen

Årets ansvarlige: Røde Kors

Årets præstation: Stine Goya

Årets unge-pris: Milo Kinnock


Cecilie Bahnsen fik prisen for Årets samarbejde for sit Asics-collab.
A Seat at the Table fik velfortjent prisen som Årets stemme.
Milo Kinnock med Årets unge-pris i hænderne.
Stine Goya og Thomas Hertz sammen med Margrethe Vestager.
Sophie Bille Brahes perler og diamanter gav hende prisen som Årets smykkedesigner med hjem.
Kristoffer Kongshaug fik prisen som Årets nye navn.
Caroline Engelgaar med Lily Collins, der overrakte hende prisen som Årets designer.