EVENT: Mød designeren bag Forza Collective
ER AFHOLDT: Kom med, når vi inviterer til en eftermiddag med designeren Kristoffer Kongshaug, der står bag Forza Collective.Siden Kristoffer Kongshaug blev uddannet fra Designskolen Kolding i 2010 har han arbejdet for så prestigefulde modehuse som Christian Dior Couture, Raf Simons, Lanvin og Balmain og amerikanske brands som Theory og Elie Tahari. I dag er han tilbage på dansk grund og har denne sommer lanceret sit første eget brand, Forza Collective. Et brand, der som han selv beskriver, er “en opsummering af min karriere – det håndværk, jeg lærte i Paris, den kommercielle viden fra New York og min egen æstetik. Hældt ned i en blender og blandet sammen.” Men som også kan beskrives som en fusion af day wear, sports wear og couture – altsammen skabt i ét materiale: en glatvævet luksuriøs nylon. Kom med, når han fortæller om sin vej ind i branchen, sin erfaring og oplevelser fra de internationale modehuse – og ikke mindst hans oplevelse og tanker om at starte sit eget brand.
Kristoffer Kongshaug interviewes af Fashion Forums chefredaktør Carla Christine Bruus Aagaard-Strube. Arrangementet foregår på dansk og bliver optaget til podcast. Det starter ca. kl. 16.10 og varer 30-40 minutter. Efter interviewet er der mulighed for spørgsmål til designeren.
TID: Mandag den 11. september 2023, kl. 16-17
STED: e-Types x Fashion Forum, Værnedamsvej
LÆS VORES TIDLIGERE INTERVIEW MED KRISTOFFER KONGSHAUG HER