Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Lala Berlin er under rekonstruktion

Leyla Piedayesh, stifteren af den tyske virksomhed Lala Berlin GmbH, har indgivet en begæring om insolvensbehandling, men er allerede i dialog med potentielle nye partnere til en omstrukturering.
Leyla Piedayesh, stifteren af den tyske virksomhed Lala Berlin GmbH, har indgivet en begæring om insolvensbehandling, men er allerede i dialog med potentielle nye partnere til en omstrukturering.

Det tyske modebrand Lala Berlin er endt i rekonstruktion. Det skriver flere tyske medier, heriblandt Textilwirtschaft.de og det tyske Fashionnetwork.com.

“Vores kunders købsadfærd er faldende, især på baggrund af konsekvenserne af Ukraine-krigen, den tilhørende energikrise og den høje inflation,” lyder det ifølge Fashionnetwork.com fra iransk-fødte Leyla Piedayesh, der grundlagde brandet tilbage i 2004. Siden er mærket især blevet kendt for sine populære kashmirtørklæder, der ikke mindst herhjemme har været en stor succes. Brandet har da også haft et stærkt bånd til de danske kunder og modebranche og holdt sit første show under Copenhagen Fashion Week SS16 og senest under AW20-sæsonen.

“Vores mål er nu at finde en stærk strategisk partner så hurtigt som muligt og at gennemføre den omstrukturering, der allerede er sat i gang,” lyder det videre fra Leyla Piedayesh, der kan fortælle, at der allerede er lovende drøftelser med interesserede parter – og i mellemtiden fortsætter Lala Berlins forretnings- og salgsaktiviteter uændret. 

Lala Berlin, der ifølge flere tyske medier i dag beskæftiger 40 ansatte, er ikke alene om at mærke tyskernes ændrede adfærd. Danske virksomheder er også påvirket af det, viser en rapport om den danske modeeksport, udgivet af Dansk Mode & Textil i august.

“Den svenske krone er lav, og forbrugerne i både Tyskland og Sverige er meget tilbageholdende. Det mærker de danske modevirksomheder konsekvenserne af, og når Tyskland tegner sig for 27 procent af den samlede modeeksport, påvirker det branchen markant,” som Michael Hillmose, international chef i Dansk Mode & Textil, fortalte i forbindelse med udgivelsen af rapporten.  

“Lala Berlin er som mit barn – og du følger det gennem alle op- og nedture med hjerte, kærlighed og en masse tålmodighed,” siger Leyla Piedayesh til Textilwirtschaft.de.

Læs vores interview med Leyla Piedayesh fra 2019 her.