Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
BEAUTY, COPENHAGEN FASHION WEEK SS24, MODEUGE

“Selvfølgelig skal der være en rød tråd, men fokus er at få det bedste frem i alle”

Hvad er inspirationen bag makeup- og hår-looksene til sæsonens shows? Vi har været bag kulissen under Copenhagen Fashion Week – mød Anne Staunsager, key makeup-artist hos Opèra Sport, her.
Hvad er inspirationen bag makeup- og hår-looksene til sæsonens shows? Vi har været bag kulissen under Copenhagen Fashion Week – mød Anne Staunsager, key makeup-artist hos Opèra Sport, her.

Opèra Sport, key makeup-artist: Anne Staunsager, Rudolph Care.

Hvad er inspirationen bag beauty-looket til Opéra Sports SS24-show? 

“Da designerne bag Opèra Sport, Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter, denne sæson var inspireret af naturen og årstiderne forår og sommer, har jeg også valgt at omfavne netop det – særligt det smukke lys fra solen, der giver huden den smukkeste glød.”

Hvad har du særligt haft fokus på?

“Vi har haft fokus på at få modellerne til at stråle og samtidig fremhæve hver enkelt models unikke træk. I gamle dage stilede vi efter at lave en hær af ens modeller på catwalken, men heldigvis er der kommet meget mere fokus på individualitet. Det betyder, at vi i dag skaber dét look, der passer bedst til det menneske, der sidder i vores stol. Selvfølgelig skal der være en rød tråd, men fokus er at få det bedste frem i alle.”

Opèra Sport - Anne Staunsager - Karen Marie Groth

Hvilke produkter har du brugt til at skabe disse looks?

“Huden bliver preppet ekstra godt for at få hudens naturlige glød frem. Dette gøres ved at massere en lækker ansigtsolie ind i huden, så den er gennemfugtet. Derefter dækkes eventuelle urenheder. Vi bruger en fugtgivende, let dækkende concealer, da huden skal kunne ses, og vi går efter less is more. En olie med små guldpartikler i giver huden den smukkeste gyldne glød. Olien duppes på midten af øjenlåget, på kindben og amorbue. Til sidst bliver modellernes krop smurt ind i de gyldne dråber. På læber og kinder duppes der en fugtgivende lipgloss i enten farven ‘Andrea’, som er en dyb tone i en naturlig rød/brun farve, eller ‘Marie’, som er en mere klar, transparent rød. De subtile farver i makeuppen er inspireret af farverne fra kollektionen, som går fra en smuk, dyb rød til klare, lyse nuancer.”