Formfuldendte afgangskollektioner så over nyt land
Det nyeste hold af færdiguddannede designere fra Det Kongelige Akademi viste i dag 11 kollektioner, som var mindre skolegakkede og mere klar til reelt brug.Det Kongelige Akademi, Torsdag den 10. august 2023 klokken 13.00, Vester Voldgade 33, 1785 København V
Det er en disciplin for sig at skulle anmelde et skoleshow. For her er i virkeligheden tale om 11 designeres individuelle minikollektioner, som ikke nødvendigvis har noget som helst med hinanden at gøre. Ved årets afgangsshow fra Det Kongelige Akademi havde de dog forsøgt at skabe en sammenhæng med et fælles tema for årgangen, nemlig ‘Panopticon’. Panopticon kommer fra de græske ord ’pan’, der betyder at indbefatte alle, og ’opticon’, der betyder ’sted, hvor man kan se alt’. Men når temaet basically er ’alt’, ja, så er det igen som om, at den røde tråd alligevel kan være svær at finde.
Men ser man derimod på hver enkelte designers afgangskollektion, err deres røde tråde nem at spotte. De havde alle været gode til at holde sig til et tema, en klar inspiration. Og det virkede faktisk til, at mange af de nyudklækkede designere havde startet ved materialet, for flere af dem holdt sig mere eller mindre til det samme materiale gennem alle styles – nok ikke tilfældigt, da netop materialeviden og -kundskab er en essential del af den uddannelse, de netop har gennemført.
Det var for eksempel tilfældet med Alberte Fischer, der i sin kollektion havde holdt sig til taft og udforsket, hvordan dette kunne bruges til at skabe volumen og former. Det fungerede særligt godt i hendes første look, hvor en, når man kiggede bagfra, smal, figursyet kjole fik liv fra to flagrende sidestykker, som næsten kunne stå selv. Former var der også hos Tilde Herold, der gik all in på dunfyldt silketaft. Første look var – lidt atypisk – bruden, som måske nærmere var bruden morgenen efter, hvor hun havde svøbt sig i noget nær fem sprøde, hvide edderdunsdyner, der formede sig om en kæmpestor sky fra brystet og ned. Blødt, rent og vildt sejt. I et andet look var en bomberjakke blevet til skørtet på en gallakjole med helt stram figursyet korsageoverdel.
Hos Sofie Axters var læderet i fokus på to styles: en jakke med en stor, flagermuslignende krave og et sæt med korsage og en lang, stram nederdel med slidser i siderne. Både jakke og nederdel var bleget langs sømmene, så de her fik en rosa-rød farve, som gik igen i den løse, næsten flydende silkekjole med helt dyb ryg og kig til modellens g-streng.
Det flydende og flagrende så vi også hos Xiu Zhang i en kort kjole med mange, mange påsyede små bølger af chiffon, som bevægede sig i takt med modellens skridt og gav mindelser om havet. Rigtig flot. Også maskinstrikken havde Xiu Zhang udforsket, hvor flere styles kunne minde om A. Roege Hoves i materialet, men var helt sine egne i formen. Det var mere et patchwork af mønstre og teknikker, som var bundet på kryds og tværs af modellernes kroppe til en kjole eller form for buksedragt.
Hos Mai Kaminaga var alle looks holdt i hvid og blå, især på den hvide silke, som var malet med store, kongeblå strøg og blev brugt til mange styles. Her var leget med tilskæringen, så store udposninger gav facon til de ellers simple silhuetter og gjorde noget velkendt nyt og spændende. Særligt velfungerende var det på en lang nederdel med store ’bobler’ på hver side af hofterne og på en lang kjole, hvor en udposning, der skrånede fra brystet ned mod højre hofte, gav noget luftigt og skødesløst til det ellers formelle look.
Udover de fremhævede designere så vi også stærke kollektioner fra Andreas Hermann Bloch, Sophie Linnemann, Raquel Lancheros Garzon, Sarkis Dersahakian, Andrea Ashworth og Shengnan Huang.
Generelt så tøjet og kollektionerne meget færdige ud hos de 11 designdebutanter. Normalt kan man godt forvente noget mere gakket og udskejende af et designskoleshow, men ikke denne gang. Disse nye designere er klar til at lave tøj, som skal ud at leve og bruges og elskes. Måske er det, fordi de er det første hold på det nye kandidatprogram ’Fashion, Clothing & Textiles – New Landscapes for Change’, hvor fokus er på at udvikle en bæredygtig tilgang til mode, som udspringer af brugerundersøgelser og har hånd i hanke med forbrugernes behov og ønsker. Det ser i hvert fald ud til, at de har lært det, de skulle, og nu er klar til at rykke på grænserne for, hvad mode skal og bør kunne.
Nedenfor kan du se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her.