Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS24, MODEUGE

OpéraSport vendte tilbage til deres oprindelige udgangspunkt – og det klædte dem

Under åben himmel og i let regn viste OperaSport tidligere i dag deres SS24 kollektion. Kollektionen tog os med tilbage til mærkets begyndelse og viste både masser af hud, nyheder og ikke mindst flere accessoires.
Under åben himmel og i let regn viste OperaSport tidligere i dag deres SS24 kollektion. Kollektionen tog os med tilbage til mærkets begyndelse og viste både masser af hud, nyheder og ikke mindst flere accessoires.

OpéraSport, onsdag den 9. august 2023 klokken 11.00, Statens Museum for Kunst

Hvis du var heldig, sad du i ly for regnen under trækronerne, da OpéraSport afholdt sit tredje show i parken bag Statens Museum for Kunst. Det var en flot venue, og man kunne nemt forestille sig, hvor smukt det ville have været, hvis det havde været en varm og solrig augustdag, som vi ellers er så forvent med at have under sommermodeugen – men altså ikke denne gang. Til gengæld var location med til at understrege, at kvinderne bag, Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter, denne sæson havde ladet sig inspirere af naturen til kollektionens farver og silhuetter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg altid godt har kunne lide brandet og filosofien bag, var jeg ikke superbegejstret for sidste sæsons show, hvor kollektionen efter min smag havde ladet sig rive lidt for meget med af den Y2K-bølge, der var skyllet ind over dele af modebranchen (og stadig ruller). Derfor var det også positivt at se, at kollektionen her var skåret ind til benet, Y2K-detaljerne mindre markante og mærket i højere grad havde fundet tilbage til det oprindelige udgangspunkt, nemlig kontrasterne mellem det praktiske anvendelige og feminint sexede – som balancen mellem opera og sport.

Genanvendt silke, som er blevet en del af mærkets DNA, kom denne sæson blandt andet i form af en lang citrusgul kjole, hvor tre knuder stod for en nærmest rosettelignende effekt, der gav kant til den ellers enkle kjole, samt en sort og lyseblå kjole med rynkedetaljer, der hørte til blandt kollektionens favoritter. 

Gennemsigtigt blomsterprint i både rød og blå genanvendt polyester var nyt og gav lidt ekstra sexiness til kollektionen, ligesom den monogrambesatte bomberjakke i vegansk læder også var ny. Der var selvfølgelig også mange af brandets signatur-styles – det populære badetøj, kjole med asymmetrisk lukning – denne gang dog med knapper i stedet for bindebånd –  den lille ribstrikkede bluse og denim.

Kollektionen rummede også et samarbejde med kunstneren Amalie Cecilie, hvis maleri var blevet omdannet til kollektionens eneste fulde print, der kom både i kjole og et par unisex-shorts – vist på en herremodel for lige at understrege pointen.

Med SS24-kollektionen prøver OpéraSport også for alvor kræfter med accessories – deres allerede meget populære rynkede silketaske fik selskab er nogle større 1990’er-inspirerede tasker lavet i æbleskræl. Derudover havde mærket også skabt en lille skokollektion i samarbejde med The Garment Project bestående af en høj og en flad sandal sammen med et par loafers. 

For nyligt lancerede Rudolph Care sin nye makeuplinje, ganske vist begrænset til få produkter, men som makeup-brand bag showets look fungerede det troværdigt. For den naturlige glød og det afdæmpede look, som key makeup artist Anne Staunsager havde skabt, stemte fint overens med showets feel.  

OpéraSport har sin klare DNA, og det var godt at se, at mærket igen havde fundet ind til denne – det klædte dem. Når det gælder showformat, mangler der stadig en smule i historiefortællingen, før OpéraSport rammer helt rent, men jeg synes i høj grad, at de går den rigtige vej og hele tiden gør det bedre – og så er det jo også vigtigt at huske på i sammenligningen, at det stadig er et ungt mærke. 

Nedenfor kan du se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her