“Det er okay at have et nichepublikum”

Svenske Lydia Vermaat-Wallin er – med egne ord – lidt af en nørd indenfor modedesign og -teori. Trods sin unge alder, 29, har hun en kandidat i Fashion Design & Sustainability fra Det Kongelige Akademi, en bachelor i Fashion Design fra Designskolen Kolding, en uddannelse i Fashion & Accessory Design fra den svenske Steneby Skolen, og forinden manglede hun blot ét semester fra at have en bachelor i Fashion Theory fra Stockholms Universitet.

Og netop det teoretiske er da også omdrejningspunktet i Lydia Vermaat-Wallins tilgang til modedesign, der er spækket med feministiske begreber og overvejelser – som at blive portrætteret gennem ’the male gaze’ og popkulturelle referencer til film som ’Girl, Interrupted’, som hendes afgangskollektion var inspireret af.

Men selvom Lydia Vermaat-Wallin har tydelige budskaber i sine designs og en klar ambition for den retning, hendes arbejde skal bevæge sig i, mener hun ikke, at alle skal gå samme vej – tværtimod er hendes største ønske, at branchen får flere designere med forskellige baggrunde og agendaer, så endnu flere i fremtiden kan føle sig set.

Kan du huske, hvad der oprindeligt vækkede din interesse ved mode?

“Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle arbejde kreativt på den her måde, for jeg har altid været meget teoretisk nørdet og interesseret i at studere mode som en form for lingvistik. Mode handler om nonverbal kommunikation, hvor du kan kommunikere noget om dig selv, men også i relation til en gruppe. Det har jeg brugt som metode, og for mig hænger det kreative og det teoretiske meget tæt sammen. Men tøjet skal også kunne tale et æstetisk sprog og føles rigtigt at have på. Hvis det ikke føles godt at have på alene i et helt mørkt rum, så virker tøjet ikke for mig.”

Du er en del af den næste generation af designere – hvad, mener du, er modebranchens største svaghed?

“Som jeg ser det, er det manglen på inklusion. Det handler om, hvem der får mulighed for at udtrykke sig, og om hvorvidt nogen føler sig ekskluderet – økonomisk eller kulturelt. Vi mangler simpelthen flere designere med forskellige baggrunde, som kan arbejde med deres nichede udtryk, der kan tale til en mindre gruppe. Og det skal helst ikke være noget, man er nødt til at tænke over. Det kan nemt blive sådan, at brands advokerer for en gruppe af mennesker, som ikke har bedt om det, eller som de slet ikke ved noget om. For eksempel er der flere brands, der skriver ’love is love’, når der er Pride, men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om at give de folk mulighed for selv at skabe designet. For så længe du taler ud fra dine egne erfaringer og ikke gætter noget om andres, vil det altid være relevant.”

Hvordan oplever du, at branchen håndterer sine udfordringer?

“Jeg føler, at det går i den rigtige retning, men jeg ved ikke, om jeg synes, det går hurtigt nok. Det skal helst vokse frem på en organisk måde, men branchen er også nødt til at støtte og hjælpe udviklingen på vej. Jeg føler faktisk, at vi i modebranchen er ret gode til at stille spørgsmål og sætte krav. Hvis du køber en ny jakke, har du mulighed for at spørge, ’hvad er det her for et materiale? Hvor og hvordan er den produceret’. Du har faktisk mulighed for stille spørgsmål til de her brands, fordi der findes lovgivning på området. Og det er ikke, fordi vi har for høje standarder til modebranchen – tværtimod – men det betyder bare, at alle andre skal følge med. Dem, der er teenagere og børn nu, kommer til at stille nogle helt sindssyge krav. De kommer ikke til at finde sig i noget.”

Hvorfor mener du, at mode er vigtigt til trods for sine udfordringer?

“Det smukke ved mode, sammenlignet med for eksempel kunst, er, at alle har tøj på. Det er noget, alle interagerer med. Og så er det smukt, den måde samarbejdet omkring mode er essentielt. Du kan ikke skabe det alene, for du skal have fotografer, stylister og andre former for sparringspartnere, som du skal have en ordentlig relation til for at kunne skabe mode. Jeg vil også meget gerne arbejde tæt sammen med indkøbere og retailere, for jeg savner den kuraterede butikskultur, som er på vej væk. Da jeg var teenager og tog til Stockholm, var der en masse nichebutikker, hvor man virkelig kunne mærke, at nogen havde taget stilling til, hvad de købte ind.”

Hvis du skulle fremhæve én ting, som skulle være dit aftryk på modebranchen, hvad skulle det så være?

“Jeg håber, at jeg kan skabe en niche til mig selv som en ramme, jeg kan kommunikere og skabe indenfor. Det er en central del af min praksis at være anderledes og at arbejde på en anderledes måde, for det er essentielt for mig ikke at passe ind. Jeg har eksisteret på den måde hele mit liv, og det har jeg fundet ro i som voksen, så jeg skylder mit yngre jeg at blive ved. Jeg vil gerne bryde med idéen om mode som noget, der æstetisk skal nå et bredt publikum. Det er okay at have et nichepublikum, og man behøver ikke nødvendigvis at gå ind i hele modens sæsoncyklus. Og så er det vigtigt for mig at vise, at man kan være en del af systemet, men uden at gå på kompromis med holdbarhed – både materielt, men også mentalt. Som ung designer i dag er det virkelig svært at holde fast i sin emotionelle stabilitet. Det findes en eller anden mentalitet, om at ‘it´s better to burn out than to fade away’, og det gør, at man arbejder på en måde, der ikke er holdbar eller sund. Jeg vil gerne finde en måde at arbejde på, så jeg kan blive ved med at være kreativ i så lang tid, som muligt. Jeg vil blive ved med at lave ting, der snakker til andre gennem nogle nichede, subkulturelle referencer, så de føler, at der også findes noget for dem.”