Wood Wood-regnskab med rekordstort underskud
Efter et turbulent forår med udskiftninger og kritisk mediedækning, understreges Wood Woods udfordringer nu i regnskab med store røde tal på bundlinjen.Det har ikke været et let forår for Wood Wood. I slutningen af juni bragte Euroman en artikel, hvor flere danske brands rejste kritik af Wood Wood for manglende betaling for varer indkøbt til Wood Woods forretninger. I sidste uge bragte Børsen så en artikel om et kapitalindskud, som blev tilført selskabet den 7. juli 2023, og som – havde Børsen regnet sig frem til – lå på cirka 20 millioner kroner. Her fortalte bestyrelsesmedlem Mads Lunøe til Børsen, at “det er ikke noget kønt regnskab,” som selskabet Carrington ApS, Wood Woods moderselskab, snart ville sende på gaden.
Og denne udtalelse viser sig i den grad at være sand.
Regnskabet, som udkom i går, viser et massivt underskud med et resultat efter skat på minus 32 millioner kroner. Dog har balancen for egenkapitalen udlignet sig en smule og lander nu på minus 4,7 millioner mod 17,7 millioner året inden. Men dermed står det også klart, at kapitalindskuddet fra de eksisterende ejere, som Børsen berettede om, faldt i tvingende nødvendighed. I regnskabet ses nemlig også en kortfristet gæld på 76 millioner, som dermed skal betales inden for et år.
I ledelsesberetningen for regnskabet beskrives kapitalindskuddet med, at “Gruppens kapital er blevet betydeligt styrket via kapitalindskud fra investorerne.” Og her står der ydermere, at en genforhandling med virksomhedens primære bank om kreditfaciliteterne sammen med kapitalindskuddet sikrer kapital og likviditet til virksomhedens fremtidige drift og opdaterede forretningsplaner.
Nødvendigt med væsentlig reduktion af forretningen
Mandag morgen udkom også regnskabet for Carrington Retail ApS, som er det selskab, der står bag Wood Woods butikker. Her afspejles igen Wood Woods underskud, hvor 2022’s samlede resultat efter skat lyder på lidt over 10 millioner kroner i underskud. Året inden var resultatet også negativt, med et underskud på lidt over tre millioner kroner efter skat. I 2022 ender balancen for egenkapitalen således på minus 13,6 millioner for Carrington Retail ApS.
Mads Lunøe peger i Børsens artikel på, at det blandt andet er de udenlandske butikker, der har været deres “kæphest”. Men som vi kunne berette om i juni, er også de danske butikker ved at blive reduceret – og ifølge Børsen er dame-shop-in-shop-butikken i Illum allerede under afvikling.
I ledelsesberetningen bekræftes dette også, hvor der står, at virksomheden i foråret 2023 “har besluttet at reducere detail-fodaftrykket gennem 2023.” Dermed vil en væsentlig nedskrivning af 2022’s investeringer i virksomhedens butikker være nødvendig i årsberetningen og påvirke virksomhedens nettooverskud.
Væsentlige udskiftninger
I medarbejderstaben og virksomhedens grundstamme, tyder meget på, at der en del udskiftninger og rokader. Blandt andet blev Nana Aganovic og Brooke Taylor i juni hentet ind som de nye kreative direktører. Derudover er medgrundlægger Karl Oskar Olsen trådt ud af ejerkreds og bestyrelse i november 2022, ligesom ligeledes medgrundlægger Brian SS Jensen fra december 2022 ikke længere har haft ejerandele i Carrington ApS.
Også i bestyrelsen har der i de sidste måneder været rokader. Chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst trådte ud efter en kritik i Politiken i april, og bestyrelsesformand Peter Fabrin stoppede den 5. juni. I stedet er medejer Mikael Lunøe nu indtrådt som bestyrelsesformand.
Men på trods af de store negative resultater, er der optimisme at spore for Wood Woods fremtid i ledelsesberetningen:
“Mens 2023 til stadighed er påvirket af makroøkonomisk usikkerhed og global inflation, forventer vi vækst i omegnen af 28-35 procent for vores wholesale-forretning. Detail forventes at vækste med 35 procent i 2023, men grundet reduktion i vores detail-fodaftryk forventer vi, at vores detailomsætning vil blive reduceret med 40-50 procent i 2024, men med en højere profitmargin. Omstruktureringen af virksomheden betyder, at vi forventer at vende tilbage til at være profitabel i 2023.”