Er design mere på mode end moden selv?
I dag løber 3 Days of Design af stablen, og i den anledning undersøger Fashion Forum på lyd, om der er ved at gå mere mode i interiør og design end i moden selv, når vi taler med glasdesigner Helle Mardahl og chefredaktør på Eurowoman Anne Lose.“Dér var det for mig som at komme ind i den der candy store… og jeg blev så betaget af duften, miljøet… glasset i det hele taget. Det der uforudsigelige, som glasset kan gøre, og måden, det opfører sig på.”
Sådan fortæller Helle Mardahl om sit første møde med glasset som materiale til at udfolde sig i, og siden da har hun ikke set sig tilbage.
Helle Mardahl er uddannet modedesigner fra Central Saint Martins i London, men hun opdagede hurtigt, at hun skulle gå i en mere kunstnerisk, mindre kommerciel retning. Nu producerer hun brugskunst i glas, hvor der kan findes tallerkner, vaser, vinglas og kagefade i alskens slikfarver. I anledning af 3 Days of Design er hun med i Fashion Forum på lyd for at tale om krydsfeltet mellem mode og design, og hvordan hun bruger sin baggrund med moden til at skabe nyt, når det kommer til glaskunsten.
“Det er det der med at være på forkant. Jeg ville også gerne skabe noget, man ikke har set før,” fortæller hun også om valget af glasset som materiale – et materiale, der ikke var så udforsket og udfordret, da hun grundlagde sit brand.
Skiftet fra mode til kunst eller design er Helle Mardahl ikke den første eller eneste, der har foretaget. Flere og flere bevæger sig fra det ene felt til det andet, eller bevæger sig midt i mellem: modehuse åbner museer, kunstnere og modedesignere laver samarbejder, og modemagasiner skriver om kunst og interiør. Derfor taler vi også med Anne Lose, Eurowomans chefredaktør, om hvordan Eurowoman i højere grad omtales som et kulturmagasin fremfor et modemagasin i dag.
For er design og interiør blevet mere moderne end moden selv? Lyt til det fulde afsnit af Fashion Forum på lyd på Spotify eller Apple Podcast.