Fransk luksusgigant tager dansk brand under vingerne
Som det eneste skandinaviske brand er Isnurh udvalgt til et nyt projekt om materialeinnovation i samarbejde med Kering og Pitti Uomo. Vi har talt med stifter Kasper Juhl Todbjerg om, hvad det betyder for virksomheden, der siden 2017 har skabt herretøj med netop materialer og håndværk i fokus.For det danske herrebrand Isnurh har tekstilerne været omdrejningspunkt, siden brandet blev grundlagt tilbage i 2017. Men “som et lille brand er det et kæmpestort researcharbejde at finde og source nye bæredygtige metervarer,” som den ene halvdel af virksomheden, medstifter Kasper Juhl Todbjerg, forklarer det. Og derfor er det da også en stor chance for Isnurh, at brandet – som det eneste fra Skandinavien – nu er blevet udvalgt til et nyt samarbejde mellem Kering Groups bæredygtige materialebibliotek, ’Materials Innovation Lab’, og Pitti Uomos område ‘S|Style’, der ditto er dedikeret til at fremme den grønne omstilling i modebranchen. Han fortsætter:
“Men Kering har jo nogle helt andre ressourcer og et team, der beskæftiger sig kun med materialer, og som derfor har en kæmpe viden. Og dén viden ville vi jo normalt aldrig få adgang til. Så det er en stor mulighed for os, der baner vej til nogle helt nye, innovative metervarer, der rent faktisk er modne til produktion,” siger Kasper Juhl Todbjerg videre, der sammen med sin partner, medstifter Oliver Lind Abrenica, netop er vendt hjem fra Milano. Her skulle de besøge Kering og blive klogere på det nye samarbejde og mentorprogram, som de sammen med ni andre brands fra hele verden er blevet en del af.
Et program, som betyder, at hvert brand får tildelt en plads på S|Style til juni, hvor de blandt andet skal præsentere et look, som de har skabt af materialer fra Kerings laboratorium. Men samarbejdet stikker dybere end det. Gennem projektet får Isnurh også generel sparring fra Kering Groups bæredygtighedsteam, der, som Kasper Juhl Todbjerg formulerer det, er “Google på steroider,” når det kommer til viden om materialeinnovation.
“Det var virkelig interessant at komme til Milano og få indblik i Kering Groups arbejde med de her metervarer. De går helt i dybden, finkæmmer mulighederne ned på råvareniveau, og de havde kigget vores brand igennem og kommet med deres forslag til nogle nye tekstiler, som de kunne se, passer til os.”
Sporbarhed fremfor alt
Meget er sket, siden de to partnere, designere og venner gennem mange år for seks år siden kastede sig ud i at skabe en tøjvirksomhed. Brandet er rykket fra ’barndomshjemmet’ i en kælder i Silkegade i København til nye, større lokaler som en del af CIFF Showrooms i Bella Center. De to stiftere løber ikke længere i dobbelt tempo for at varetage et fuldtidsarbejde ved siden af. Og kollektionerne bliver – om end stadig med fokus på håndværk og kvalitet – ikke længere både syet og solgt af stifterne selv, men derimod i Ukraine, hvor Isnurh fortsat, krigen og dens medfølgende udfordringer til trods, insisterer på at producere deres produkter. Men det er en anden historie. For da vi den onsdag formiddag fanger Kasper Juhl Todbjerg på telefonen, er det for at tale om samarbejdet og de konkrete tekstiler, som de i Milano skulle se på i Kerings materialelaboratorium.
Og her kom de frem til fem forskellige metervarer, som Isnurh nu får stillet til rådighed – mere konkret får de ti meter af hvert tekstil, så de kan producere det aftalte look til udstillingen på Pitti Uomo den 13.-16. juni i år. Et look, der for Isnurh kommer til at bestå af bukser, vest og en jakke, som laves i materialer med fokus på især genanvendelse. Både vest og jakke laves med fyld af et upcyclet og genanvendeligt isoleringsmateriale, som er rester fra blandt andet kashmir-fabrikker og som er fri for kemikalier og APEO (alkylphenol red.). Resten af jakken produceres i en genanvendt nylonkvalitet kaldet ’Faille’ lavet udelukkende af tekstilrester, og vesten syes i en metervare fra virksomheden ’Majotech’, som også er lavet af genanvendt nylon. Sidst kommer Isnurh til at lave lookets bukser i en 100 procent genanvendt bomuldskvalitet skabt af den italienske virksomhed Beste.
Ifølge Kasper Juhl Todbjerg, har alle de materialerne det til fælles, at de er innovative indenfor hver deres felt – og vigtigst af alt er de sporbare:
“Tager man for eksempel den genanvendte bomuld, vi har fået stillet til rådighed, så er det, at den er genanvendt, ikke noget revolutionerende. Men det, at den er sporbar hele vejen, er. Det er den vej, vi gerne ser branchen udvikle sig. Hvis vi kender materialernes ophav, har vi som brand også et bedre oplysningsgrundlag at lave vores indkøb ud fra,” siger han.
Tøj, som forbrugerne rent faktisk kan bruge
For Isnurh er det dog ikke kun det ene look, den betalte plads og presseomtale til Pitti Uomo, sparringen og den generelle anerkendelse fra en gigant som Kering – selvom det skulderklap allerede har åbnet flere døre og skabt positiv omtale – der har stor værdi for deres lille tremandsvirksomhed. Det er især i det lange løb og i udviklingen af deres egen bæredygtige profil, at deres plads i programmet kommer til at få betydning, mener de:
“Når vi er færdige med vores look og har udstillet på S|Style, så satser vi da helt sikkert på at holde tråden varm til et langvarigt samarbejde. Kering har i hvert fald sagt, at linjerne er åbne. Og så må vi se, hvad det betyder. Uanset hvad, så har det en kæmpestor værdi for os, at Kering henviser os til de her producenter af nogle materialer, vi ellers ikke kunne få fingrene i – at den her famøse gate keeping, der kan være i branchen, er lagt ned, og at vi har Kering i ryggen til at referere os og måske give en god pris. Og det skal vi selvfølgelig udnytte,” siger Kasper Juhl Todbjerg og fortæller, at Isnurh har planer om at sætte det præsenterede look i produktion efter messen. Noget, de har fået grønt lys til af Kering. Men om de kan få lov til at sætte luksuskonglomeratens navn på et swing tag i tøjet og dermed bruge samarbejdet som branding, venter de stadig på svar på.
“Det ville jo have en rigtig stor værdi for os og være noget, som vi ville kunne vise til for eksempel en fransk eller italiensk indkøber, hvor hvem Kerings involvering virkelig ville være en blåstempling af Isnurh som brand,” fortæller Kasper Juhl Todbjerg og forklarer, at deres bud på et look i de udvalgte materialer derfor også laves bevidst med kommercielt mindset.
“For os er det vigtigt, at tøjet også er salgsbart og ikke er et look med det ene formål at vise nogle innovative tekstiler, og som derfor kun har værdi én gang i en pressesammenhæng. Vi vil gerne være med til at fremme den grønne omstilling, og så skal man også lave noget, som forbrugerne kan bruge,” siger han og afslutter:
“Og så handler det selvfølgelig også for os om at fremme vores egne muligheder i det her samarbejde og vise, at den her store anerkendelse, som det er, også kan kommercialiseres og være noget, som både gør godt, og som vi som brand kan tjene penge på.”