Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

100 millioner på bunden: “Markedet for genbrug er i rivende udvikling”

Røde Kors mærker en enorm interesse for deres butikker – og leverer i år et regnskab, der sætter rekord i både omsætning og indtjening.
Røde Kors mærker en enorm interesse for deres butikker – og leverer i år et regnskab, der sætter rekord i både omsætning og indtjening.

Du kender det måske godt selv – at øjnene oftere og oftere skimmer købs- og salgssiderne, når der skal købes ‘nyt’ tøj, og at det er den lokale vintageshop, der for alvor får mundvandet til at løbe. Vi er simpelthen blevet mere vilde med at købe brugt.

En tendens, vi længe har set, men som nu understreges yderligere med det seneste regnskab fra Røde Kors. Der blev i 2022 omsat for ikke mindre end 281 millioner kroner i Røde Kors’ i alt 255 genbrugsbutikker i Danmark. Dette er en stigning på 27 procent fra året før og den højeste omsætning nogensinde. Også bundlinjen er solid: her har velgørenhedsforretningerne indtjent 100 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 52 procent fra 2021.

“Det er rigtig flotte tal, som vi selvfølgelig er glade for og meget stolte af. Tallene viser, at vores frivillige i butikkerne arbejder hårdt og målrettet for at sikre kunderne en god købsoplevelse, så de har lyst til at komme igen og igen. Og så betyder en større indtjening også, at vi kan støtte endnu flere nødhjælps- og sociale indsatser både i Danmark og internationalt, hvilket er kernen i Røde Kors’ arbejde. Vi ved, at det også betyder meget for kunderne, at det er det arbejde, de er med til at støtte, når de handler genbrug hos Røde Kors,” lyder det i en pressemeddelelse fra Tina Donnerborg, chef for Røde Kors Genbrug.

Hun fortæller desuden i dagens udgave af Berlingske, at det især er tøj, der er populært blandt forbrugerne – så populært, at der nu er flere kunder, end der er produkter.

Klimahensyn over tomme lommer

Selvom de heftige prisstigninger i samfundet unægteligt har fået folk til at favorisere brugte varer, aflæser Røde Kors primært det nye forbrugsmønster som et klimahensyn, da væksten har været støt gennem hele året og ikke kun efter inflationens indtog i lommerne.

“Omsætningen er steget lige så meget i januar og februar sidste år som i oktober og november, hvor inflation og generelle prisstigninger virkelig kunne mærkes. Det er tydeligt, at vi er i en tid, hvor miljøhensyn og klimabevidsthed vejer tungt, når forbrugerne skal træffe valg,” lyder det videre fra Tina Donnerborg, som siger afslutningsvist:

”For flere og flere er genbrug blevet førstevalg, og ude i butikkerne oplever vi også, at kundegruppen spænder bredere end for blot nogle år siden… Markedet for genbrug er i rivende udvikling, og der er ingen vej tilbage – heldigvis.”

Røde Kors Genbrug åbner desuden en webshop den 1. maj 2023.