Et kig indenfor: Andersen-Andersen indtager ikonisk Arne Jacobsen-bygning
Se, hvordan strikvirksomheden Andersen-Andersen nænsomt har ført det arkitektoniske mesterværk tilbage til orginalen som ramme om sin kollektion af sømandstrøjer.Står man på Gammeltorv og løfter blikket fra 7Elevens grøn-orange striber falder blikket på en lige dele diskret og bemærkelsesværdig bygning. En hjørnebygning, der udmærker sig ved sin kurvede facade, der er tegnet af ingen mindre end Arne Jacobsen i 1937 og i dag betegnes som et mesterværk. Bygningen blev i sin tid tegnet på bestilling af Stelling-familien, der drev farvebutik i stueetagen og havde kontorlokaler på de øvrige etager – og dengang for snart 90 år år siden var mange modstandere af bygningens rene linjer i glas og beton, der stod i stor kontrast til Gammeltorvs historiske bygninger.
For ganske nyligt tog strikvirksomheden Andersen-Andersen rykket fra deres minimale butik tæt ved Langebro til netop denne bygning. Her har de gennem det sidste år omhyggeligt istandsat førstesalen i bygningen, hvor de i forvejen havde kontor og showroom.
I den seneste udgave af podcasten ‘Fashion Forum på lyd’ kan du høre grundlægger og CEO i Andersen-Andersen Cathrine Lundgren-Andersen fortælle om flytningen, og hvordan hun mærker, at Arne Jacobsens industrielle tilgang til arkitektur ræsonnerer med brandets produkt: en kollektion af 31 unisex styles, der med udgangspunkt i den klassiske sømandstrøje går igen fra sæson til sæson.
“Vi var vokset ud af den lille butik nede ved vandet på Vester Voldgade, der var simpelthen for få kvadratmeter til kunderne. Vi havde i forvejen kontor og showroom i huset på Gammeltorv, og da første sal blev ledig, så vi det som en unik mulighed for at samle alle afdelinger i firmaet og skabe mere synergi internt. Samtidig er det med til at understrege kollektionens afsæt, hvor fokus er på formgivning, materialer og holdbarhed. Med vores kollektion gav det på den måde utrolig god mening at åbne butik i Arne Jacobsens bygning, der netop var tegnet til retail af kvalitetsprodukter,” fortæller Cathrine Lundgren-Andersen.