Et kig indenfor: Another Aspect satser på ny, større adresse
Med ønsket om at kombinere en velovervejet shoppingoplevelse med en uhøjtidelig stemning har Another Aspect slået sig sammen med det aarhusianske risteri La Cabra til deres nye butik i København.Det var et stort skridt fremad for brandet, da Another Aspect i efteråret 2021 byttede kælderlokalet på Vesterbro ud med et 120 kvadratmeter stort baghus på Værnedamsvej på Frederiksberg. Men nu har de tre stiftere, Anders Poulsen, Daniel Brøndt og Nicolaj Thomsen, taget endnu et stort skridt på vegne af det kun fire år gamle mærke – denne gang med åbningen af deres hidtil største butik på Møntergade i Indre By i København.
“Selvom det er udfordrende at lave retail, og at det især i disse tider kunne være være nemt at skære hjørner ved kun at lave onlinehandel, er den fysiske butik for os en vigtig platform, hvor vi ønsker at skabe en følelse af fællesskab og invitere folk ind i vores univers,” siger Brand Director Daniel Brøndt i en pressemeddelelse.
Butikken er – med sine 200 kvadratmeter – fire gange så stor som udgangspunktet på Oehlenschlægersgade på Vesterbro og er designet af Studio 0405. De har indrettet butikken med specialdesignede møbler lavet af firmaet Another Woodworker, og tekstilerne er restmaterialer fra Kvadrat. Målet var at skabe grundlag for en velovervejet shoppingoplevelse kombineret med en uhøjtidelig stemning – sidstnævnte hjulpet godt på vej gennem et samarbejdet med det aarhusianske risteri La Cabra, som i butikken åbner deres første kaffebar i København. Grundlægger og medejer af La Cabra Esben Piper supplerer:
“Vi mødte oprindeligt teamet bag Another Aspect som kunder. Over tid begyndte vi dog at værdsætte hinandens arbejde på en dybere måde, og vi begyndte at snakke om måder, hvorpå vi kunne kombinere vores kræfter. Another Aspect er et godt match på baggrund af vores længerevarende samarbejde om blandt andet uniformer og merchandise. Dertil matcher vores tanker om blandt andet bæredygtighed, smag og kvalitet. Vi glæder os til at arbejde videre på denne synergi og invitere gæster indenfor for at opleve den.”
Another Aspects nye butik har adresse på Møntergade 3A, 1116 København K, og åbnede i starten af marts. La Cabras kaffebar åbner dog først fast i butikken fra den 1. april 2023. Få et kig indenfor herunder.