Cecilie Bahnsen ekspanderer og eksploderer, så delikat, så rørende

Cecilie Bahnsen, Untitled (pink, white, red, red), AW23, onsdag den 1. marts 2023, Palais de Tokyo, Paris.

Lad mig starte med finalekjolen; en mageløs kreation i nuancer af magenta, jordbærsorbet, rød og sart lyserød, kort og boblende med markeret talje og bryst, volumen på skørtet og de korte ærmer. Distinkt Cecilie Bahnsen, men i en ny retning, hvor den hidtil monokrome palette nu eksploderer i farver. Som i et rosenbed, som på et maleri. Selv i de hvide kjoler lever nu glimt af sølv og guld, og i de blå blandes nuancerne – begge steder som på havets overflade en tidligt og særligt lysende forårsdag.

Men midt i den ekstravagante volumen og eksplosionerne, hvor delikate både glatte, matte og transparente materialer er rynket til smock, flæser og blomsterbladsdetaljer, findes også den smalle silhuet, særligt pointeret af det nytilkomne, lange pencil skirt. Ved flere indgange sås det i see through-udgaver kombineret med ærmeløse overdele. Men også et helt enkelt pencil skirt i intens sort fulgt af en let, tætsiddende strik med en minimal rynkeeffekt, og det hvide, blanke og teksturede pencilskørt åbnede fløjdørene til et nyt kundesegment – eller gav det eksisterende endnu mere at komme efter. De tætsiddende jakker i med peplum-detaljer over hofterne må også nævnes her. Samme effekt har de denim-looks, der første gang blev introduceret i Paris i juni 2022. Denne gang bukser og jakke båret under en top med asymmetrisk slæb og understreget af et par sorte sneakers fra Cecilie Bahnsens kontinuerlige og særdeles populære Asics-samarbejde. En velkommen leg med mere maskuline koder, street- og workwear i det ellers ultrafeminine univers.

Det er designerens tredje show i Paris, og opbuddet af gæster og fotografer vokser sig større for hver gang. Stadigt båret af det nære fællesskab med Moon, der producerer showet. Et show, der denne gang var lyssat af Jesper Kongshaug, som stemningsfuldt betonede designets legende palette og følelsen af at være midt i et ’gesamtkunstwerk’, hvor alle elementer arbejder sammen. Ikke mindst den showlange performance af Suki, der med sit bløde, elektronisk-poppede lydspor gav en ekstra dimension af intimitet til showet. Som gæst var man helt tæt på modellerne, så lyden af stoffets knitren blandede sig med musikken, og man måtte undertrykke trangen til at række ud og mærke materialerne glide mellem sine hænder.

Med skuldersløjfer med bånd så lange, at de blev til slæb, bandt Cecilie Bahnsen denne eftermiddag i Paris’ Palais de Tokyo nye sløjfer på sin fortælling. Men som hun fortalte mig engang – den første gang, jeg interviewede hende i forbindelse med hendes nominering til Magasin du Nord Fashion Prize – er hun fascineret af idéen om sløjfer, ikke som noget afsluttende, men som noget, der kan gå op og bindes på ny. Løsere, strammere, mere voluminøst – jeg tænker, det holder ved, og Cecilie Bahnsen for altid vil kunne tryllebinde os, rørende og poetisk, i det univers, som hun konstant ekspanderer.