Alpha viste, hvorfor blikket skal rettes mod talenterne
Hos talenterne får vi øje på kreativiteten og mindes om, hvordan moden kan være sjov og inspirerende. Og Alphas talenthold bekræftede endnu engang dette med volumen og materialemiks i fokus.Alpha, tirsdag den 31. januar 2023 klokken 16.00
Du ved, at du er in for a treat rent inspirations- og kreativitetsmæssigt, når du tager til et talentshow som Alphas. Som direktør for Alpha Ane Lynge-Jorlén også præsenterede de unge designere, så er de: “ti af nordens største designtalenter lige nu.”
Og de skuffede bestemt ikke. Det var tydeligt, at der lige nu er et fokus på at skabe volumen og overdimensionering med dunfyld, pudelignende detaljer og tykke, tykke quiltede materialer, hos dette hold af udvalgte designtalenter. Men det var i alle tilfælde nyfortolket og brugt i alt andet end de klassiske faconer.
Hos Sasha Heinsaar strikkede luffer fyldt ud, så de lignede et skørt af dukkehænder, mens en skulpturel skulderpude var skabt af aflange, lilla, strikkede ‘pølser’. Alt sammen i et folklorelignende miks af alskens strikke- og hækleteknikker i et udtryk inspireret af estiske folkeeventyr.
Hos Hedvig Ljungström var dunfyldet ligeledes udnyttet, men her til et mere bouncy look med skylignende patchwork. Særligt den sorte version, hvor de quiltede sømme var applikerede med glimtende perler, var imponerende. Mens de pieces, hvor patchwork og quilt smeltede sammen i en form for camouflage, forførte med enten denimlignende blå nuancer eller de lyserøde, hvor alle småblomstrede tekstiler fra mit femårige jegs børneværelse mødtes.
Finske Tuuli-Tytti Koivula havde skabt kjoler med overdele i lycra sat sammen med kæmpestore, tunge skørter i fed satin, som fik selskab af dunpude-pufærmer rundt om håndleddene. Tuuli-Tytti Koivula løb i øvrigt med hovedprisen, hvilket hendes Barbie-lignende blomsterprint og høje detaljegrad i den grad fortjente – for ikke at tale om den langluvede, fluffy striktrøje med blomster og pufærmer.
Men det var ikke kun dun, som var brugt til at skabe dimensioner og forstørrelser. Flere af talenterne viste også, at de mestrer tilskæring og skrædderi, og at de ved, hvordan de manipulerer og leger med grebene for at skabe nye, spændende silhuetter. Samuel Westerberg viste det blandt andet i en habitjakke, hvor alle mål så ud til at være forstørret dobbelt op og gav indtrykket af en legesyg tilgang til størrelser og skrædderkunstens regler, hvor regler var til for at brydes.
På samme måde sås legen med skrædderiet tydeligt hos Hanna Hanhela, hvor ritråde til at markere trådretning, stofklemmer var løsthængende og markerede processen fra systuen. Her var dimensionerne også forstørrede i et sæt enorme manchetter og en lyseblå blazer med ekstrabrede skuldre.
En sidste fællesnævner, jeg vil fremhæve ved de talentfulde designere, var deres brug af materialer og mikset af disse i overflod. Marie-Louise Guldbæk Andersen brugte materialemikset til at demonstrere, at et fuldt sort look, ja, en hel kollektion, ikke behøver være kedelig eller anonym trods de manglende farver. Her skabte forskellige teksturer, grader af transparens og spillet mellem blanke og matte tekstiler spændende overflader, hvor der var fuld smæk på taktiliteten.
Hos Julie Lundgaard Christophersen blev der modsat udelukkende arbejdet med hvide materialer, hvor det blev en smule mere gakket på designskole-måden, men var sjovt og interessant i brugen af alskens tekstiler fra mormors kolonihavehus. Tænk kniplede bordløbere, voksduge, et hæklet sengetæppe, pyntepuder og frynsede gardiner. Alt som sagt holdt i hvide nuancer, som skabte en fornemmelse af, at her var man med til Hattemagerens bryllup i Eventyrland.
Du går ikke fra Alphas show med en fornyet shoppetrang, men du går derfra med fornyet energi og inspiration. Og med denne modeuges forstærkede tema om bæredygtighed, er det nok også det, vi alle trænger mest til. Vi skal mindes om, hvorfor moden er inspirerende og fantastisk og sjov, og hvor mange krøllede og kreative hjerner, vi har med at gøre. Og det var dét, denne sæsons Alpha-talenter gjorde for mig.
Se hele kollektionen her