Ikonisk modebutik i København lukker
“Tiderne ændrer sig, og det samme gør vi," lyder det fra Holly Golightly, som fra marts i år udelukkende vil eksistere online.Det er svært at tale om ikoniske luksusmodedestinationer i København uden at nævne Holly Golightly. Butikken, der blev stiftet tilbage i 2001 af Barbara Maj Husted Werner sammen med Marlene Bernth Johansen – som dog gik ud i 2014 – har fra dag et sat nye standarder for, hvad en modebutik skal kunne. Altid med fokus på originalitet og at skabe en unik kuratering af det bedste, man kan finde både nationalt og internationalt indenfor kunst, mode, design – og den ypperste butiksoplevelse. Først adskilt som henholdsvis accessories- og tøjbutik og siden 2018 samlet i en 250 kvadratmeter stor butik i Borgergade.
Men den sidste dag i februar bliver også den sidste dag med Holly Golightly som fysisk butik. Den 28. februar 2023 lukker butikken i Borgergade. Det oplyser Holly Golightly selv på sin Instagram-profil i dag.
“Tiderne ændrer sig, og det samme gør vi. Vores fokus vil nu flytte sig til vores online platform, hvorfra vi vil fortsætte med at præsentere vores kuraterede udvalg,” lyder det i opslaget, hvor der også lyder en tak til alle dem, der i årenes løb har besøgt og støttet butikken.
“Det har betydet alverden for os.”