Nu lanceres Danmarks første uddannelse i couture-broderi
Nu kan du blive uddannet couture-brodøse uden at forlade landet, når Københavns Mode- og Designskole slår dørene op til deres nye uddannelse fra januar.Der er ingen tvivl om, at håndarbejde er i en støt stigende popularitetskurve. Og nu lancerer Københavns Mode- og Designskole en ny uddannelse med fokus på netop et bestemt håndarbejde, som skal læres til perfektion.
På skolen kan man fra januar 2023 blive uddannet couture-brodøse på det, der bliver landets første uddannelsesforløb af sin slags. Uddannelsen – der har navnet ‘Broderi for Kunst og Design. En professionalisering i broderihåndværket’ – vil kombinere “det bedste håndværk fra de parisiske skoler med de krav, der stilles til en specialiseret kunsthåndværker i dag inden for moderne broderi,” som der står i skolens egen programbeskrivelse. Selve undervisningen strækker sig over fire semestre på to år og er tilrettelagt sådan, at man kan arbejde ved siden af, da undervisningen holder sig til fem weekender per semester. Og det bliver ikke den eneste nye tilføjelse til skolens fagudbud:
“Det er vort mål i løbet af de næste år at kunne udbyde flere overbygninger og specialiseringer inden for de klassiske håndværksfag. Både for at kunne følge skolens vision, men også for at bevare håndværket i Danmark,” siger Henrik G. Folden, som er skoleleder på Københavns Mode- og Designskole, i en pressemeddelelse.
Holdbart håndværk
Og netop håndværket og bevarelsen af dette er kernen for uddannelsen – ligesom der er fokus på, hvordan man med broderi kan upcycle, genanvende og livsforlænge eksisterende beklædning.
“Det er skolens fornemste opgave at være med til at fremme og bevare håndværket bag beklædningsdesign i en tid med stigende digitalisering og akademisering af de offentlige uddannelser,” tilføjer Henrik G. Folden, som skal stå for at undervise på den nye uddannelse sammen med Berthe Bramsen.
Han har selv en baggrund fra netop Københavns Mode- og Designskole samt en efterfølgende uddannelse på La Chambre Syndicale de la Couture Parisienne. Han har desuden været assistent for couturier Erik Mortensen og arbejdet hos blandt andre Galliano, Christian Dior, Louis Vuitton og Hermés. Berthe Bramsen er uddannet i ‘Broderie d´Art’ fra Lycée Ganneron og Maison Lesage i Paris, tekstilformidler fra Haandarbejdets Fremme Seminarium og har en bachelor i materiel kultur.
Uddannelsen starter allerede i slutningen af januar 2023, så hvis du skal nå at ansøge om en plads, er det nu. Du kan læse mere her.