Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Døgnåben og ubemandet: ’Ansvarligt’ multibrand-koncept åbner lufthavnsbutik

Censuum har netop slået dørene op til deres tredje butik i Københavns Lufthavn – denne gang med self service. 
Censuum har netop slået dørene op til deres tredje butik i Københavns Lufthavn – denne gang med self service. 

Siden Censuum slog dørene op til deres første butik i maj sidste år, har konceptet handlet om at samle og fremme brands og produkter, der er produceret så ansvarligt som muligt. Og det tyder på at have været en succes. Siden da er endnu en butik nemlig kommet til i Lyngby Storcenter, og nu er den tredje i rækken ligeledes åbnet – denne gang i Københavns Lufthavn og med et lidt anderledes setup end de øvrige to. For den nye butik – eller stormagasin, som Censuum selv kalder sine multibrand-forretninger – er døgnåben og satser på self service, så betalingen sker via mobil. Udover det er butikken skabt med samme opskrift, som de øvrige; med fokus på at samle tøj, accessories og boligtilbehør fra såkaldte “bevidste brands,” der tæller navne som Mads Nørgaard, Esmé Studios og Copenhagen Colors.

“Censuums mission er at skabe endnu flere fans til nyskabende nordiske brands, der har en bæredygtig mission til fælles. Med åbningen af vores tredje butik er vores mål at give de mange millioner rejsende en inspirerende shoppingoplevelse med vores nøje udvalgte upcoming og etablerede brands, som i den grad fortjener et internationalt udstillingsvindue i Københavns Lufthavn,” fortæller Dion Guldbjerg, der er stifter af Censuum, i en pressemeddelelse om den nye 80 m2 store butik. Han suppleres af Michael Clausen, der er Sr. Director Sales & Negotiations i lufthavnen, og som ikke mindst ser frem til tilføjelsen af deres første døgnåbne koncept:

“Vi ønsker at kunne tilbyde en international scene for opkommende nordiske brands med en bæredygtig og ansvarlig profil. Derfor er Censuum, med deres koncept og fokus en ideel tilføjelse til vores brede udvalg af tøj, accessories og interiør. Samtidigt er det et spændende samarbejde, da vi for første gang kan tilbyde vores kunder 24-timers shopping i lufthavnen,” siger han.

Censuums nye butik vil være at finde på vej ned til Gate A ved siden af Lego og åbnede i denne uge. Udover Lufthavnen og Lyngby Storcenter har Censuum en butik på Nørre Farimagsgade i København.