Tabubryder løb med førstepræmien til årets Lifestyle Growth
Lifestyle & Design Clusters årlige iværksætterkonkurrence fandt i denne uge sin vinder – et brand, som skaber tøj og hudpleje til gravide og nybagte mødre, der skal hjælpe dem bedst muligt igennem tiden før og især efter fødsel.Mange virksomheder står overfor store udfordringer i den nære fremtid – især de mere sårbare startups. Derfor var der også ekstra meget at vinde for de brands fra mode-og livsstilsbranchen, som deltog i Lifestyle & Design Clusters årlige iværksætterkonkurrence, Lifestyle Growth, der løb af stablen i torsdags hos Hummel i Aarhus.
Igen i år bestod dommerpanelet af brancheprofiler med årevis af erfaring, som havde til opgave at kåre vinderen af en præmie bestående af blandt andet 25.000 kroner fra Sydbank, sparring og rådgivning med Deloitte og et års gratis medlemskab af både Traede, Startup Central og Dansk Mode & Textil. I panelet sad Christian Stadil, Thornico, Mathilde Mackowski, Sinful, Henrik Hansen, BoShop, Nicolaj Reffstrup, Ganni, Jens Poulsen, DK Company, Margrethe Dal Lehrmann, Lehrmann Ventures, Betina Simonsen, Lifestyle & Design Cluster, Mikkel Grene, Søstrene Grene og Daniel Brix Hesselager, Rains.
Årets førsteplads gik til Momkind, som skaber livsstilsprodukter til gravide og nybagte mødre, der skal hjælpe dem bedst muligt igennem tiden før og især efter fødsel. Virksomheden blev etableret i 2016 og favner nu alt fra efterfødselstrusser og ammebh’er til hudpleje. Alt med fokus på at undgå alle skadelige stoffer – og på at skabe et trygt fællesskab kvinder imellem, der kan nedbryde tabuer omkring graviditet og fødsler.
“Vi har aldrig prøvet at pitche før, og det var nervepirrende at gøre det foran det her fantastiske dommerpanel,” fortæller Nanna Schultz, stifter og CEO, i en pressemeddelelse, og Louise Brandt, Head of Brand, tilføjer:
“Vi fik også bekræftet, at vi har gang i noget, der er rigtigt godt, og så er det vildt, at nogle så seje mennesker har set det.”
Ifølge formand for panelet Christian Stadil, har der aldrig før været så stærkt et felt til Lifestyle Growth. Et felt, der dækkede både møbler og mode, ligesom der igen i år var fokus på bæredygtighed.
“Momkind har et kæmpestort purpose og en mærkbar kraft, der kommer fra stifterens personlige oplevede erfaringer. De har fundet noget, der minder om et blue ocean, hvor der er et område, som tidligere mest har ligget hos apotekerne. Momkind har gjort produkterne mere sexede, tilført lidt fra beauty-industrien og har en superlækker æstetik.”
Andenpladsen gik til smykkefirmaet Camille Brinch Jewelry, der siden stiftelsen i 2017 af designer Camille Brinch har vokset sig til en virksomhed med tocifret millionomsætning.