International vækst afspejles i nyt regnskab fra Han Kjøbenhavn
Han Kjøbenhavn har de seneste par sæsoner søgt udenfor Danmarks trygge rammer, og det har givet pote, viser nyt årsregnskab med stor vækst i både bruttofortjeneste og årsresultat.Med et årsresultat, som er næsten nidoblet fra 2020 til 2021, må man sige, at det går godt for Han Kjøbenhavn. Årets resultat er således gået fra 253.359 kroner i 2020 til 2.248.927 i 2021. Det resultat vidner om en sikker vækststrategi, hvor brandet især satser på international vækst både med deltagelsen ved flere internationale modeuger og en nyligt åbnet butik i Soho i London.
“Vi har de seneste sæsoner haft et øget fokus på vores womens ready-to-wear kollektioner, og i februar i år viste vi AW22-kollektionen som en del af den officielle showkalender på womens i Milano. Vi oplever i den sammenhæng en stor og tiltagende interesse fra personligheder i udlandet, indkøbere og medier,” siger administrerende direktør, Daniel Søndergaard Hummel, i en pressemeddelelse.
Satsningen på internationale modeuger og womenswear kan også ses på bruttofortjenesten, som er steget fra 7.775.776 kroner i 2020 til 13.236.769 kroner i 2021. Samtidig har den øgede vækst medført et behov for flere ansatte, som ligeledes ses afspejlet i regnskabet. Og det er på trods af et år, som også for Han Kjøbenhavn har været præget af usikkerhed som følge af Covid-19.
“Vi har i 2021 fortsat lykkes med at balancere den usædvanlige situation omkring COVID-19 med det stærke fokus, vi har på at drive forretningen og brandet fremad. Det er tilfredsstillende, at vi ser så markant en fremgang på alle nøgletal. Til trods for den fortsat udfordrende omverden forventer vi at udvikle selskabet yderligere i 2022,” fortæller Daniel Søndergaard Hummel.
Sculpting Darkness. Han Kjøbenhavn viste første kollektion under Milano Fashion Week Women