Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Regenerativ ledelse: Hvordan skaber du forandring for alvor?

Regenerativ ledelse og feminin virksomhedspraksis er redskaber til at skabe en reel forandring, mener In Futurum, der står bag nyt netværkskursus.
Regenerativ ledelse og feminin virksomhedspraksis er redskaber til at skabe en reel forandring, mener In Futurum, der står bag nyt netværkskursus.

Hvordan driver vi fremover vores virksomheder fremad, så de bidrager med mere, end de tager af ressourcer? På arbejdspladser, hvor værdier som ligeværd, inklusion og bæredygtighed, danner grobund for vækst?

Regenerativ ledelse og feministisk virksomhedspraksis er to af de tilgange, der kan være med til at skabe en forandring både i virksomheden og dens handlen. Regenerativ ledelse er en ledelsesform, der rækker ud over CSR-initiativer og i stedet for blot at reducere virksomhedens negative virkninger, arbejder ud fra et nyt, holistisk tankesæt, der bygger på at man giver mere end man tager.

Netop dette, hvordan ledere kan være med til at genetablere naturens økosystemer og samfundsmæssige strukturer, og hvordan et feministisk blik på virksomheders værdikæde skaber nye udviklingsmuligheder, vil konsulentbureauet In Futurum dykke ned i et nyt kursusformat, der starter til efteråret.

Kurset, der henvender sig til ledere i mode-og designbranchen, vil samtidig se på, hvordan inklusion og retfærdighed kan være en rettesnor, der bygger videre på diversitet og løfter minoriserede menneskers viden og erfaringer som afgørende for at skabe sunde virksomheder i fremtiden.

“I de her år bliver der talt meget om, hvilken rolle virksomheder skal spille i samfundet. Vi står overfor store udfordringer med at gentænke vores relation to jorden og klimaet og med at skabe en verden, der er retfærdig for alle. Der er muligvis politisk handling, men slet ikke i den skala, vi har brug for. Derfor er der mange virksomheder, der tager udfordringerne op, og ledernes rolle ændrer sig fra at handle om forretnings- og personaleansvar til at være missionsbåret og fokusere på den forandring, virksomheden kan skabe,” fortæller medgrundlægger i In Futurum Moussa Mchangama. Han fortsætter:

“Vi vil give vores bud på, hvordan virksomheder kan arbejde med specifikke dagsordner som en central del af deres værdiskabelse og facilitere et forløb, som styrker deltagernes oplevelse af at kunne sammentænke samfundsmæssig forandring og virksomhedsdrift – og dermed også være bedre rustet til at møde nogle af de konkrete dagligdags udfordringer eller kritikpunkter, man som virksomhed kan være bange for at ramle ind i i dag.”

Bæredygtighed er ikke nok

Det regenerative blik på virksomhedens aktiviteter er, i følge Moussa Mchamgama og medstifter Frederik Larsen, helt afgørende, hvis man skal nå de nationale og internationale målsætninger for klimapåvirkning.

“Vi kommer ikke i mål, hvis vi fortsat arbejder ud fra ideen om, at bæredygtighed er nok. Samtidig er der en enorm handlekraft i det regenerative, da det skaber helt nye måder at forstå udvekslingen mellem virksomheden og den verden, der omgiver den,” fortæller de.

Hvad forventer I, at jeres deltagere vil være opmærksomme på efter forløbet? 

“Vi forventer, at deltagerne kommer ind med store visioner og nysgerrighed og en lyst til at skabe forandring. Når de har deltaget i forløbet, håber vi, de oplever, at den nye viden, rummet til personlig refleksion og samtaler med andre visionære ledere har forenet deres personlige engagement med følelsen af, at deres ledelsesrolle kan ændre virksomhedens rolle i samfundet. Den følelse er kimen til at påvirke vores fælles fremtid i en mere retfærdig retning, hvor vi skaber i stedet for at udnytte.”

Forløbet starter i september 2022 og afsluttes i november og består af seks sessioner. For mere information kontakt frederik@infuturum.dk inden den 5. august 2022.