CIFF Kids løsriver sig fra modeugen
Børnemessen rykker sommersæsonen fra august til juni for at tilpasse sig indkøbernes tidsplaner og budgetter og dermed stille udstillerne bedre.Tilbage i 2020 kunne vi skrive, at børne- og ungdomsmessen CIFF Kids (dengang CIFF Youth) ville rykke sommersæsonen frem fra august til juni måned for at stille deres udstillere bedre over for indkøbernes tidsplaner og budgetter. I august måned har de internationale indkøbere nemlig for længst været forbi Pitti Bimbo i Firenze, Playtime i Paris og andre internationale messer, og det kan betyde, at indkøbsbudgetterne er opbrugte, når indkøberne inviteres til København hen på sensommeren.
Som så meget andet måtte initiativet dog udskydes på grund af coronakrisen og dens nedlukninger. Men nu på den anden side bliver fremrykningen en realitet, og det glæder CIFF Kids’ sales manager, Jeanette Marchussen, sig over.
“Det betyder forhåbentlig, at vi vil få en masse nye deltagende brands og besøgende. Jeg kan i hvert fald mærke, at opbakningen og interessen er der. August måned har været for sent på året, til at det gav mening for mange brands at deltage,” siger hun.
Ikke mindst på grund af coronakrisen, og hvad den har ført med sig af forsinkelser i forsyningskæderne, er fremrykningen af messen ifølge hende kun blevet mere kærkomment i branchen, da de udstillende brands vil få et par måneder ekstra til produktion og fragt ved at lukke ordrebøgerne allerede i juni måned. Samtidig vil det blive lettere at tiltrække internationale indkøbere, der allerede er i Europa på grund af de store børnemesser i Firenze og Paris, mener hun.
“Vi ville elske at hele modeugen rykkede, da det ville tiltrække endnu mere opmærksomhed, men nu er vi first movers, og vi håber, at det kan være med til, at der vil komme mere fokus på CIFF Kids,” siger Jeanette Marchussen.
Den kommende CIFF Kids-messe vil finde sted fra den 19. til 21. juni 2022 i Bella Center. Det betyder, at messen vil åbne på en søndag, hvilket også er nyt.
“Vi har valgt at starte messen på en søndag for at tilgodese mange af de mindre danske butikker, som tidligere ikke har haft mulighed for at komme på messe, fordi de i hverdagene skal stå i deres butik og ikke har mulighed for at holde lukket. Så nu prøver vi at tilgodese dem også,” slutter hun.
Du kan læse mere om messen her.
Nu samles bloggere og influencere til første branchedag – og du kan komme med