Sådan var showet: Cecilie Bahnsen indtog Paris

Kort før showet går i gang, bølger lyden af klap og jubel fra backstage-rummet ned over Palais de Tokyos brede, sandfarvede trappe og de tidligt ankomne gæster.

Det er blot 15 minutter til, at Cecilie Bahnsens første, fysiske show i Paris går i gang. Hun er på den officielle showkalender, som hun har været de sidste to sæsoner, men indtil nu alene med digitale præsentationer. Hvorfor giver sig selv.

Allerede på vejen op til showlokalerne er man ikke i tvivl om, hvilken designer, det er, der holder show. De samme Alvar Alto-skamler, som er blevet brugt til Bahnsens shows i København, står som lange, bløde rækker gennem museets højloftede, rå lokaler. Og er man nyankommet i designerens univers, skal man blot se sig omkring på showets seatere, på hendes ledelse og venner af huset, der alle er klædt i brandets kjoler og med sig trækker en tråd til tidligere kollektioners design. Så har man en idé om, hvad man kan forvente.

Showet er produceret af Moon, og det danske kreative bureaus’ sans for lige dele grandiositet, poesi og præcision understøtter også her Cecilie Bahnsens sfære. Tove Ditlevsens digt ‘Nattevandring’ fra 1939 havde – i en smukt og frit oversat, engelsk version – givet inspiration til kollektionens titel og Cecilies egen drøm om dette show og blev også læst op, da showet startede.

Lad os tage begyndelsen med:

“The rain had stopped, leaving only

naked trees, dripping quietly,

black branches wowen in the moonlight,

and a soft glow on the wet slate roofs.”

Herefter kom de første looks i nuancer af lyserød fra det sarte til den dybe med bubblegum i midten. Og lad os bare slå fast med det samme. Om Cecilie Bahnsens lokaler i København så er fyldt med laurbær næret og høstet af en virksomhed i konstant vækst og udvikling, så havde Banhsen og hendes team ikke lagt sig på dem:

Silhuetter, materialer og detaljegrad fandt nye niveauer og nye snit at holde øjet interesseret med. Sågar farveskalaen havde bevæget sig og sprang for alvor ud af Bahnsens sort-hvide-brune comfortzone. Denne udvikling har været undervejs, blandt andet med den lyse pink og den sarte gule, men denne gang løb de helt klare farver – den intenst røde og grønne – med en del af opmærksomheden, ligesom den dybe bordeaux lå som en smuk accent under et lag af sort, og den gnistrende hvide var svær at få øjnene fra.

De mere fittede silhuetter, feminint smalle skuldre på blandt andet frakker og blazere samt smalle bukser, fandt sin Bahnske-volumen i detaljerne; en drapering over hoften, et lag af en kjole og brede sløjfebånd over ryggen, mens diskrete korsagesyninger understregede kroppens konturer. Ingenting står alene, alt er i dialog. Materialernes skiftevise transparens og opacitet, blomster, der var halvt og helt udskårne for en tredimensionel effekt, den glitrende overflade på både sort og hvid, som direkte hentet fra Ditlevsens digt, “to barren sky’s expanse of fog and stardust” og “the light glittered on the black waves, like day and night together they play” understregede overdådigheden. Og så var de helt korte babydoll-kjoler, der fra starten har været en signatur fra designerens hånd, for alvor tilbage og brusede i bløde lag over bare ben og flade sko.

“Det er en drøm, der er kommet i opfyldelse, og det har været det vildeste og mest fantastiske at være her og skabe det med mit team og se det komme til virkelighed,” sagde designeren efter showet, hvor modeller og team var trukket fra backstagelokalet og ud på terrassen med vue til både Seinen og Eiffeltårnet. Og selvom vi gerne så hende tilbage på kalenderen i København er dette unægteligt en setting, der klæder det unge brand med den store tyngde perfekt.

Oversættelse af Tove Ditlevsen, Michael Favala Goldman, 2022.