Nordisk prærieland i vejrgudernes vold
Flydende kønsidentitet, lag-på-lag og statement-fodtøj som moonboots og cowboystøvler: sådan præsenteres norske Holzweilers AW22-kollektion med kortfilmen ’Weathering’.Holzweiler, digital, torsdag d. 3. februar 2022 kl. 12.00
Flydende kønsidentitet, lag-på-lag, traditionelle styles i nye fortolkninger og statement fodtøj som moonboots og cowboystøvler: sådan præsenteres norske Holzweilers AW22-kollektion med kortfilmen ’Weathering’.
Brandets tilgang til bæredygtighed: ’reducing, reusing & repairing’ er i denne kollektion udlevet via genanvendelige deadstock-materialer – for eksempel er en læderjakke fra 2018 blevet til et miniskirt ligesom gamle t-shirts har fået nyt liv i et skævt kjoledesign.
Holzweilers film er en film om venskaber og Norges barske natur. Vi følger fem unge på roadtrip fra Oslo i en gammel bil. Undervejs gøres der holdt på en tankstation, vennerne køber slik og prøver solbriller. Tilbage i bilen spekuleres der i, hvem der er vild med hvem og vel fremme ved bjerget Norefjell sætter gamle rustrøde træhuse, stråtækte hytter og nåletræer scenen. Her har man brug for tøj, der kan holde en varm, for vejret tager ikke hensyn. Og netop de foranderlige og uregerlige vejrguder er kollektionens tema.
Vintervejrets præmisser imødekommer Holzweiler med lag-på-lag, uldne sweatre, quiltede jakker, lange uldhalstørklæder med brandets navn som blikfang og vige, dobbeltradede jakker. Ørerne holdes varme af forede sydvest-inspirerede hatte, der sjovt nok giver kollektionen et strejf western. Stærke farver som orange og lilla bryder den nedtonede farvepalette i nuancer af brun, råhvid og grå – præcis som den nordiske natur på en iskold vinterdag.
Med Holzweilers egne ord er “slanke lange linjer og feminine detaljer en integreret del af kollektionen” – og det feminine spiller en rolle i legen med lag-på-lag til både herre og dame. I trit med tiden har kollektionen sågar et androgynt islæt og når lange skjorter styles med bukser, eller den traditionelle herrevest får nyt liv i materialet læder, skelnes der ikke mellem kønnene.
At Holzweiler er forankret i de norske rødder var tydeligt i farvevalg og den pragmatiske tilgang til det at holde sig varm samtidig med, at man ser smart ud. De rå, landlige omgivelser og vennegruppens hytte mindede lidt om et øde sted på prærien og krydret med cowboystøvler, vidde jeans og en skødesløs styling var den nordiske westernstemning komplet!
Se hele kollektionen her.