Giv os lidt mere Kerne.milk
Kerne.milk er et af den unges modescenes, hypede unge talenter, der rammer plet i sin tilgang til krop, look og produktion – men iscenesættelsen udfyldte ikke potentialetKernemilk, Galleri Biance D’alessandro, tirsdag d. 1. februar 2022 kl. 14.00
DIY-æstetikken lever i bedste velgående i dagens modebillede. Den passer godt sammen med opblomstringen af nye måder at tilgå designerrollen – især blandt den yngre generation, der ikke kan se sig selv gå ind i modens hastige tempo og overforbrug. Her er aflagte materialer, der bliver pustet nyt liv i, ofte omdrejningspunktet. Det er ikke det nye, der er luksus, men det gamle.
I denne bølge er det unge københavnske mærke Kerne.milk, der i dag debuterede med en showcase for kollektionen ‘Cirkus’, et vellykket eksempel. Hos designer Marie Mark og hendes partner Katrina Wittig bliver det uperfekte fremhævet og hyldet, og det har skabt en del opmærksomhed især på Instagram, hvor for eksempel mærkets karakteristiske, overlockede sømme er blevet et genkendeligt element i gadebilledet, som de var det i ungdommens p.t.-yndlingsårti, 1990’erne.
Kerne.milk arbejder især med upcycling og indsamling af rester fra deres produktion til at skabe deres unikke, såkaldte scrapstyles. De tager desuden et socialt ansvar ved at samarbejde med Huset Venture, som skaber arbejde til folk med nedsat arbejdsfunktion. I Galleri Biance D’alessandro havde det unge mærke inviteret til en delvist fysisk oplevelse af deres skæve cirkusunivers andre steder end de sociale medier.
På endevæggen længst væk fra indgangen i det halvmørke rum, man blev ledt ind i, hang kollektionen og lod tilskuerne både skue og næsten røre ved de fine stykker tøj. En taktil væg, hvor man virkelig kunne gå på opdagelse. Og det fungerede udemærket, selvom oplevelsen godt kan blive en anelse flad, når tøjet ikke fyldes ud af en model. Dog lagde man med det samme mærke til de rødstrikkede cardigans med one-of-a-kind keramikknapper i alverdens former og farver af kunstner Anne Holm – et finurligt take på kollektionens cirkustema.
På en anden væg hang billeder af de forskellige looks, men det var svært at se detaljerne i det skumle lys, og endeligt blev brandets showvideo projekteret på en tredje væg. Heri slangede modeller sig for at understrege mærkets store fokus på kroppens bevægelighed og tøjets evne til at komplementere denne frihedssøgen – og dette blev filmens fokus.
Tøjet er også interessant at kigge på, men filmen fungerede ikke som den direkte og magiske portal ind til et nøje defineret univers, som man kunne have ønsket. Dertil manglede en historie og en location der kunne sætte en stemning. Som anmelder ser man altid frem til at møde nye brands og opleve deres verden, særligt med et så hypet brand som Kerne.milk, men her blev man nærmest undervældet af showoplevelsen. Potentialet er stort, men det var som om, at det ikke helt blev grebet.
Se hele kollektionen her.